Mobil og tablets

Anmeldelse: Apple iPhone 11

Kan Apple gentage succesen med en billigere iPhone? Spoiler! Ja, det kan de ...

iPhone Xr var den billigste i sidste års iPhone line-up fra Apple, og det blev en kæmpe succes selv om det ikke var den telefon der fik mest opmærksomhed. På trods af de lidt ringere specifikationer var den mest populær hos brugerne. I denne omgang er Apple så kommet med en ny version af den billigere telefon. iPhone 11 ligner meget den fra sidste år dog med et par forbedringer. Der er blevet plads til et kamera mere, lidt større batteri og en uhyre kraftig indmad. Og uden at spoile for meget, så kan jeg lige så godt sige, at iPhone 11 lever op til forventningerne.

Mere af det samme

Udseendet på iPhone 11 er mere eller mindre det samme som forgængeren iPhone Xr. På bagsiden kan man selvfølgelig se, at der er kommet et kamera mere, og det er blevet rammet ind i en mat firkant. Mange vil nok også synes, at det ser bedre ud end på iPhone 11 Pro. Da der netop kun er to kameraer, som danner en lodret linje. Det er også blevet til et par nye farver, men ikke lige så flamboyante som Xr, i stedet mere afdæmpet pastel.

 

Set forfra er der absolut ingen forskel. Den kommer med samme skærmstørrelse, den lidt kiksede brede ramme om skærmen og notch til Face ID. Sidstnævnte er i øvrigt blevet hurtigere og blevet bedre til skæve vinkler. Ikke at det egentlig var et problem med hastigheden før. Det er stort set, som det plejer at være. Selvom jeg ikke er fan af udseendet på den notch, som Face ID kræver, så er det simpelthen en af de bedste måder at låse en telefon op på. Integrationen med Face ID i iOS 13 fungerer upåklageligt og giver en øget sikkerhed, som er til at føle på.

Til gengæld er der sket noget med materialerne. iPhone 11 er blevet en anelse mere vandresistent – to meters vand i 30 minutter. Glasset er også, ifølge Apple, blevet mere hårdført. Selvom udseendet ikke har fået opløftende ændringer, kan man altså godt glæde sig lidt over materialerne generelt. 

 

A13 Bionic

Apple fortalte ved lanceringen stolt om deres nye A13 Bionic processer, som sidder i dette års iPhone 11 serie. Og der er god grund til at være stolt. På papiret overgår den alt, hvad der ellers er på markedet, og det siger ikke så lidt. 

I virkeligheden udspiller det sig således, at den føles akkurat lige så hurtig som sidste år. Det har slet ikke kunne lade sig gøre at teste den ordentligt, fordi alle opgaver bare praller af på den, som var de ingenting. Så ja, den er vanvittig hurtig. Det bedste ved det hele er, at det aldrig er noget man behøver at bekymre sig om – garanteret heller ikke om fire år. 

Skærmen bliver afgørende

Der hvor den endelig beslutning skal tages i valget om en iPhone 11 Pro eller ikke-Pro er på skærmen. Prisen har selvfølgelig også en betydning, men den største forskel i hardwaren ligger i skærmen. At panelet er med LCD teknologi er i sig selv ikke et problem. Farverne er ganske flotte og det meste indhold ser ud, som man forventer det. 

 

Der, hvor kritikken rammer, er på opløsningen. Man kan i visse tilfælde godt se, at der blot er tale om en skærm med HD-opløsning. Men stort set kun når den står på YouTube eller streaming af serier og film. Der ser det til gengæld lækkert ud på de to Pro-modeller. Kommer man fra noget ældre end en iPhone X, og har man aldrig skænket opløsningen en tanke, vil skærmen på iPhone 11 ikke skuffe. 

Sjovere kameraer

Kameraerne på iPhone 11 har fået en masse positiv omtale, og den stopper ikke her. At have den ekstra optik med ultravidvinkel giver nogle fede muligheder. De selv samme muligheder har jeg holdt af på diverse Android-telefoner i et stykke tid. Selvom Apple har haltet noget bagefter, hvad det angår, så skal de stadig have kredit, hvor det er fortjent. At skifte mellem de to kameraer går fuldstændig gnidningsfrit, forstået på den måde, at der stort ikke er forskel på farverne og lyset mellem de to. Det lyder måske banalt, men det er eksisterende problem på Android telefoner, hvor de forskellige kameraer leverer fuldstændig forskellig kvalitet. Dog skal det siges, at billeder taget med ultravidvinkel er en smule uskarpe, når man kigger nøje efter.

Generelt er billederne taget med hovedekameraet fantastiske. Jeg har stort ikke taget et billede af dårlig kvalitet i min periode med iPhone 11, og det er faktisk selvom, det går hen og bliver mørkt.

 

Night Mode

Apple har, endelig fristes man til at sige, fået lavet sig en Night Mode, som hjælper på at tage billeder, når mørket står på. Det foregår på den måde, at telefonen selv afgører, om det er mørkt nok til, at Night Mode kan aktiveres. Efterfølgende kan man så selv justere, hvor lang tid man vil bruge på hvert billede – altså hvor meget lys man vil have ind, eller om den skal slås helt fra. I god Apple stil, har telefonen allerede valgt den mængde tid, som den mener, er den korrekte mængde. Og det er svært at være uenig. Den nye Night Mode på iPhone 11 leverer billeder der rent faktisk ligner billeder taget i mørke, og det er faktisk dem, jeg bedst har kunnet lide indtil nu. Som en sidste kommentar til Night Mode, skal det lige nævnes, at det ikke virker med ultravidvinkel kameraet. 

At optage video på en iPhone fra sidste år var allerede en af de bedste måder at gøre det på. Nu er det blevet endnu bedre med den nye iPhone 11. Og en af grundene til, at det netop er blevet bedre er fordi, at man nu også får mulighed for at filme med ultravidvinkel. Det er bare sjovere, når man har de flere muligheder. Generelt set er iPhone 11 en fornøjelse at optage video med og lyden bliver som regel også rigtig god alt afhængig af, hvor man optager. 

 

Batteri 1 time mere

Apple siger, at batterilevetiden på iPhone 11 er blevet bedre med en times strøm mere end iPhone Xr. Hvordan det lige er målt og vejet, melder historien ikke noget om. Men jeg kan da rapportere, at batterilevetiden, ligesom på iPhone Xr, er glimrende. Jeg er ikke bekymret for, at den skulle løbe tør i løbet af blot en dag – faktisk kan jeg klare den helt til aften på anden dagen, før det bliver kritisk. Så selve batterlevetiden er i orden. 

Til gengæld er opladningen fra den medfølgende lader ikke i orden. Vi nærmer os tre timer før iPhone 11 er ladt helt op fra 0-100 procent. Hvis man vil have den 18W oplader, som følger med til 11 Pro og Pro Max, så skal man slippe 249 kroner for den. Lig dertil oveni, at man skal betale 179 kroner for selve kablet til den lader, som nu er med USB-C til Lightning. Not cool, Apple. 

 

Hvis man har en oplader til iPad eller en Macbook, så kan de bruges til at lade hurtigt op, men det er godt nok svært at acceptere. Så langsom opladning i 2019 er bare ikke tilstrækkeligt.

Et svært valg?

Ikke hvis det står til mig. Der er bestemt et par ulemper ved iPhone 11 sammenlignet med Pro modellerne, men prisen taget i mente kan jeg godt gå på kompromis med dem. Det du mest skal overveje er, efter min mening, om skærmen vil kunne dække dit behov. Alt det andet spiller bare på iPhone 11. Og hvis jeg skal finde en fordel ved den, udover prisen, så er det, at man rent faktisk kan få den i en 128GB udgave. 64GB kan i visse tilfælde være for lidt, og er det tilfældet for dig, så findes der som sagt en med mere plads til blot 500 kr ekstra – 6.799 kroner i alt. iPhone 11 Pro og 11 Pro Max springer begge 128GB versionerne over og går direkte over 256GB. Det betyder, at priserne lyder på henholdsvis 10.299 kroner og 11.199 kroner. Valget bliver dermed lettere for dem, hvor prisen også er afgørende.

Apple iPhone 11

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

6.299 KR.

iPhone 11 er perfekt til dem der vil have den gode iOS-oplevelse uden at betale alt for meget.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.