Nexus 6P er Googles nye flagskibssmartphone. Den ene af årets to modeller, der skal vise verden Android-mobilernes fortræffeligheder. Det er den bedste hardware Google kan mønstre og den bedste software; samlet i en ualmindelig lækker indpakning. Vi kan lige så godt sige det, som det er: Nexus 6P er noget nær en perfekt Android-telefon. Og det skyldes ikke mindst partneren Huawei, der har stået for at lave selve hardwaren – de har gjort et forrygende stykke arbejde. Materialerne er tydeligvis taget ned fra øverste hylde og den ser ud til at være samlet med kærlighed. Her er ingen uforklarlige sprækker. Ingen knirken, når man presser på den. Bare en – føles det som – utrolig solid mobil.
Designet er Huawei også sluppet heldigt fra. I stedet for glatte, afrundede kurver har 6P’eren affasede hjørner og 90-graders vinkler – og sammen med vægtfordelingen gør det, at man har et rigtig godt tag om telefonen. Der er ingen synlige knapper på fronten og Huawei har valgt at placere fingeraftryksscanneren på bagsiden, hvor den sidder helt perfekt til pegefingeren, når telefonen samles op. Den eneste øjebæ er egentlig plastikkanten, der omslutter kameraet på bagsiden – men den tager sig faktisk værre ud på billeder end i virkeligheden.
Ren Android-oplevelse En anden tiltalende detalje ved Nexus 6P er, at den er udrustet med den seneste Android-aftapning, Marshmallow. Helt uden nogen former for brugerflade smurt hen over eller bloatware-apps, der fylder. Det er en ren Android-oplevelse. Når ret skal være ret, så synes vi ikke at Android er lige så visuelt appellerende som de øvrige mobile styresystemer – få dog en ny designer ind over, Google – men det er naturligvis en smagssag. Hvad der til gengæld ikke kan diskuteres er Androids muligheder for at hive i håndtag som ikke engang eksisterer hos konkurrenterne. Alt kan konfigureres og arrangeres, som man har lyst til.
Huawei har bygget Nexus 6P for Google. Skærmen er en AMOLED-kolos på 5,7 tommer – altså blandt de største i denne test. Den har en opløsning på 2560 x 1440 pixels og med en PPI på 518 er det umuligt at få øje på en pixel. Skærmen er skarp og lys, og selvom man skruer ned for lysintensiteten, så forbliver det hvide hvidt – i modsætning til mange andre AMOLED-skærme. Betragtningsvinklen imponerer også. Nogle vil måske mene, at der er lidt for meget knald på farverne, men det synes vi faktisk godt om.
Den føles hurtig Bag skærmen banker processorhjertet med en klokfrekvens, der burde give de fleste andre smartphones sved på panden. Nexus 6P føles da også hurtig; man skal knapt sætte fingeren på fingeraftryksscanneren førend telefonen er klar til brug, og i dagligt brug fræser mobilen afsted. Alligevel kommer Nexus underligt nok til kort i benchmark-tests, hvor den placerer sig midt i feltet. Se tallene på sidste side. Lige som andre modeller, der er udstyret med 810’eren, har Nexus i øvrigt en tendens til at blive en smule varm. Men slet ikke i en grad, så den brænder hul i lommen.
Gennemsnitligt batteri Batterilevetiden er godkendt, men så heller ikke mere – og det er faktisk det eneste punkt, hvor Nexus 6P virker gennemsnitlig. Batteriet er på 3.450 mAh og holder fint til en dags brug, men forvent at lade den op om natten, hvis du bruger den normalt. Opladning foregår via den nye USB-C standard, der både er godt og skidt. Skidt fordi standarden endnu ikke er udbredt, så husk kablet når du rejser. Godt fordi man slipper for at bekymre sig om hvordan stikket vender – og så kan mobilen lynoplades på kort tid.
Kameraet er godkendt Med hensyn til kameraet, så har Google/Huawei benyttet en 12,3-megapixel sensor fra Sony – og det er en god ide. Godt nok er kameraet relativt stort. Derfor det specielle design på bagsiden, men det lever så også pixels på 1,55 Micron, der virkelig kan suge lys. Det ses tydeligt i kvaliteten at billederne, der har gode detaljer og lækre farver. Igen er der skruet godt op for farveladen i forhold til f.eks. iPhone, men det holder. Bevares, som de fleste andre mobilkameraer skal man være heldig for at få et godt skud i mørke omgivelser og foto-app’en er en kende langsom, men det er detaljer. Kameraet er i den grad godkendt. Videodelen leverer også varen med 4K-optagelser og slowmotion-muligheder (op til 240 billeder i sekundet, red.).
Nexus 6P er hurtig. Skærmen er stor. Den har et overlegent design og et virkelig godt kamera. Og så er det i øvrigt den billigste af alle de testede smartphones. Det er pokkers svært at finde noget at brokke sig over – i vores øjne er Nexus 6P den hidtil mest komplette Android-mobil, og måske den bedste telefon i verden lige pt!