Hovedtelefoner

Jabra Sport Elite

Jabra Sport Elite er en del af en bølge af nye sportshovedtelefoner - helt uden snore. Og Jabra Sport Elite er et af de allerbedste - og dyreste...

Danske Jabra har tidligere vist, at de laver nogle af de allerbedste sportshovedtelefoner på markedet, men med Jabra Sport Elite har de bygget et af de allerbedste headsets til løb og træning nogensinde. Forgængeren – der hed det samme – var god, men den nye udgave er endnu bedre.

Sporty design

Det er tydeligt, at Jabra Sport Elite er designet til sportsudøvere – både den sorte og måske allermest den grå/grønne udstråler sport. Det er selvfølgelig både godt og skidt – når man er ude at løbe en tur er det fint, at headsettet passer til outfittet – men når man har betalt 2.000 kr. for et sæt hovedtelefoner ville det nu alligevel være rart, at man også kunne bruge dem i andre sammenhænge. Skulle du have lyst til det skal du nok vælge de sorte, der trods alt er mindst “sporty” i designet.

 

Pasformen på hovedtelefoner som disse er meget op til brugeren selv. Man skal bruge lidt tid på at finde den rigtige kombination af gels til de små dutter der skal ind i ørerne og de “vinger”, der sidder rundt i kanten af øret og holder hovedtelefonerne på plads. Mit gæt er, at langt de fleste vil finde et sæt, der passer dem godt – i mine ører er det ret let, for jeg skal bare bruge de to største sæt. De sidder så til gengæld voldsomt godt fast, og selv meget hårde ryk med hovedet kan ikke ryste dem ud. Den eneste gang jeg har tabt dem i testperioden har været på cykel, hvor min cykelhjelms rem fik fat i den ene. Men hvis der ikke er noget, der decideret trækker i dem, falder de ganske simpelt ikke ud.

Batterilevetiden er blevet bedre – en del bedre

Den første generation af Jabra Sport Elite havde en batterilevetid, der ikke var decideret horribel, men heller ikke imponerende. Efter at have brugt dem i næsten et år var de nede på at kunne levere lige over 1,5-2 timer på en opladning. I den nye udgave er niveauet simpelthen meget højere – her starter batterilevetiden faktisk på over fire timer, hvilket er væsentligt bedre end stort set alle konkurrenterne. Specielt de efterhånden halvgamle Samsung Gear IconX er ret håbløse på den front, så hvis valget er imellem de to, vinder Jabra uden konkurrence – alene på grund af dette. De er også bedre på batterilevetid end Apples AirPods – og så er de, på trods af deres lidt store design, ikke helt så dumme at se på som Apples AirPods.

 

Lydkvalitet over middel

Generelt er de “ægte wireless” hovedtelefoner ikke kendetegnet ved særligt god lyd når det kommer til at afspille musik, og du skal da heller ikke forvente en voldsom hifi oplevelse af Jabras Sport Elite. Ikke desto mindre er lyden acceptabelt for et sportsheadset, og hvis man finder et sæt gels med nogenlunde fit der slutter tæt er lydkvaliteten udmærket – og bassen er faktisk ganske overbevisende.
Ved samtale er lyden faktisk også rimelig, og i testperioden har jeg prøvet at tage både i blæst og i svømmehallens foyer – begge ganske udfordrende scenarier – og headsettet har klaret sig ganske udmærket, og vi har været i stand til at føre en samtale uden de store forstyrrelser.

Grimt software

Jeg har tidligere klaget over Jabras software og deres underligt forældede designfilosofi. Det er som om moderne softwaredesign er gået hen over hovedet på designerne hos Jabra, der har lavet noget med smågrimme skygger og masser af tynde sorte streger. Det er grimt og selv om funktionaliteten er forbedret i den nye version af softwaren – virker det underligt, at man stadig skal navigere rundt i noget, der simpelthen bare ikke er pænt. Derudover er Jabra Sport Life som appen hedder langt hen ad vejen ganske overflødig. Personligt foretrækker jeg at bruge en anden løbeapp, og når jeg først har brugt Jabra appen til at indstille mine foretrukne indstillinger i equalizeren bliver de gemt i headsettet – og der er derfor ikke længere brug for den del af softwaren heller. Med andre ord; når du har indstillet lyden på Jabra Sport Elite kan du faktisk bare slette appen.

Jabra Sport Elite

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 1.999 kr.

1.999 kr. er meget for et headset. Rigtigt meget. Ikke desto mindre er Jabra Sport Elite et af de allerbedste sportsheadsets overhovedet, og for dem der vil have det bedste, så er der ikke mange konkurrenter, der kommer i nærheden - god lydkvalitet, batterilevetid, vandafvisende design og god pasform er hovedtelefonerne klart nogle af de bedste på markedet. Med en bedre software og et lidt lavere prisskilt ville de være helt perfekte.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.