Mobil og tablets

LG G4

De seneste år har det været svært at se forskel på mobiltelefonerne fra de forskellige producenter. Men det er der heldigvis ved at blive lavet om på. LG forsøger virkelig at gå nye veje med G4 – som også Samsung gjorde med S6 Edge.

G4 har en bagside af læder – ægte læder – og det er ret lækkert at røre ved. Godt ser det også ud. Vi har fået udgaven med sort læder, og den vil måske især appellere til folk med hang til pisk i nummeren eller folk, der sidder overskrævs på en fuldblods-kværn. Skulle man blive træt af læderet, eller skulle man ønske sig en anden farve læder, kan man købe nye bagsider. Det er en glimrende ide der vil tiltale dem, der gerne vil have en mere personlig telefon. Forsiden ligner til gengæld de fleste andre smartphones, og det er for så vidt fint nok.

 

Rimelig skærm
Skærmen på LG G4 er på ingen måde dårlig, men når den bliver holdt direkte op imod iPhone 6 og Samsungs Galaxy S6 mangler den lige det sidste. Den er nogenlunde lige så lysstærk som de to konkurrenter – og en del mere end HTC M9 – men betragtningsvinklen er væsentlig ringere, og hvid er en smule mere gullig end konkurrenterne.
G4 har testens største skærm og en opløsning, der kun tangeres af Samsung Galaxy S6 (2560 x 1440).
Problemet er, at G4 ikke har den hurtigste processor i flokken, så nogle gange kan den godt mangle det sidste i ydelse, hvilket kan resultere en ganske lille forsinkelse i reaktionerne når man starter programmer. Det er absolut ikke en katastrofe, og selv om G4 på papiret er en af testens langsomste, er den faktisk ganske hurtig og de fleste vil ikke kunne mærke forskel på G4 og Galaxy S6, på trods af den store forskel på hastighed i målingerne.

UX 4.0
LG er ikke just kendt for deres kønne design når det kommer til brugergrænseflader – og heller ikke UX 4.0, som brugergrænsefladen på LG G4 hedder, er specielt lækker. Det er tydeligt, at LG har fået inspiration fra Apples flade design på iOS 7 og frem, og der er masser af farver – men smagfuldt er det langt fra. Det er dog rimeligt funktionelt, og LG har prøvet at indrette systemet sådan, at det er overskueligt for brugeren, hvilket i nogen grad er lykkedes. Der er dog nogle lidt mærkelige ting rundt omkring, der godt kan være på grund af oversættelser. Hvad synes du for eksempel om dette: ”Med smartnotice kort kan du forbedre din livsstil.” De små kort er altså alt der skal til for at få en bedre livsstil?

 

Kamera over middel
Kameraet i G4 har fået en overhaling i forhold til G3, og det er blevet temmelig meget bedre. Billederne bliver generelt gode og skarpe, selv i halvdårligt lys, hvor den nye version af billedstabilisatoren virkelig hjælper til at få gode billeder selv med en smule rysten på hånden. Direkte holdt op imod Samsungs GS6 mangler der lige det sidste, men G4 tager rigtigt gode billeder, og farverne virker en smule mere afdæmpede end eksempelvis Samsungs telefon tager. Der er masser af muligheder for at styre billederne selv i en avanceret kamerasoftware.

Batteriet ikke godt nok
Ligesom HTC’s M9 er der problemer med batterilevetiden på LGs G4. På kun 20 minutter mistede telefonen 11 procent på batteriet. Det skyldes formentlig en kombination af den store skærm med den høje opløsning, kombineret med nogle strømslugende apps. Under alle omstændigheder er det ikke godt nok at man ikke engang kan komme igennem en dag med telefonen.

For dyr
G4 koster omkring 4.700 kr. i den billige udgave uden læderbagsiden og ca. 5.300 kr. med læderbagside – det er i 32 GB udgaven. Dermed ligger den på linje med Samsungs Galaxy S6, som vi simpelthen synes er en bedre telefon; den er hurtigere, har et bedre kamera og virker bedre bygget. G4 er en udmærket telefon, men den skal altså længere ned i pris før den bliver interessant i konkurrencen med de andre topmodeller.
Torben Vognsen

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.