Elbiler er ved at blive voksne, og de nyeste af slagsen har en hel del ganske imponerende features, ligesom der faktisk findes biler på markedet, der ikke nødvendigvis er helt vanvittigt dyre. En af dem er den nye Nissan Leaf 2018, som vi har haft til test. Det er allerede den bedst sælgende elbil i Europa, og der sælges en ny Nissan Leaf hvert 12. minut.
Nissan Leaf 2018 leverer en solid oplevelse i en kvalitet vi ellers kun har set fra Tesla tidligere – og så har den et par tricks i ærmet, som de lidt større kunne lære af.
Godt design til den lidt kedelige side
Det gode ved den nye Leaf er, at den ikke skiller sig ud. Det dårlige er, at den ikke skiller sig ud. Den er faktisk en lille bitte smule kedelig.
Personligt er jeg fint tilfreds med, at Nissan ikke er gået all-in på skørt futuristisk design (Ja, jeg kigger på dig, BMW i3), men i stedet har holdt sig til et mere traditionelt look. Bilen, der i vores testversion er hvid, ligner simpelthen en hvilken som helst anden mellemklasse bil, og hvis man ikke lige får øje på “Zero Emission” logoet på siden, vil man ikke tænke over, at det er en elbil. Som sagt generer det ikke mig, men for dem der gerne vil flashe, at de kører grønt er det selvfølgelig måske et lille minus.
Linierne minder en del om Nissans egen nye Micra, som også er en ganske fræk lille bil – men Leaf’en er større og føles generelt mere rummelig. Skal jeg sammenligne den med noget må det være en stor Golf.
Køreegenskaber i top
Generelt kører Leaf’en glimrende. Den ligger fint på vejen, reagerer let men ikke for let, og accellererer så de fleste vil være tilfredse. I ECO-mode bliver bilen en smule sløvere, men man kan stadig uden problemer sætte de fleste benzinslugere i krydset.
Når der ingen motorstøj er, er støjen i kabinen mere mærkbar, og det virker lidt som om, Leaf’en støjer lidt mere end flere andre elbiler – både BMW i3 og Teslaerne støjer en smule mindre. Det er ikke en katastrofe, men det er dog mærkbart.
Bekvem indretning
Nissan Leaf føles i 2018 udgaven rummelig. Både foran og bagi er der masser af plads, og der er ingen problemer med at have selv undertegnedes lange stænger nogen steder. Sæderne i testudgaven er læder og er ret bekvemme på alle fem pladser. Eneste lille minus er, at der er lidt kort fra toppen af sædet til gulvet på bagsædet, hvilket resulterer i, at man kommer til at sidde med en vinkel på benene. Det er ikke super generende på korte ture, men skal man have en granvoksen mand bagi på en længere tur, kan det måske blive trættende.
God betjening og masser af features
Både Apple CarPlay og Android Auto kommer som standard i Nissan Leaf 2018. Det er en feature, jeg ikke kan juble nok over – for første gang har jeg selv kunnet vælge, hvilken telefon jeg bruger, og stadig få en god oplevelse med både Android og Apple. Android Auto får en selvstændig anmeldelse senere, men for begge systemer gælder, at man vil kunne bruge de vigtigste ting fra telefonen: Navigation, stemmestyring, SMS, internetradio, musikafspilning og meget mere. Begge systemer fungerer glimrende i Leaf’en, og den 7″ store touchskærm fungerer rigtigt godt og er dejligt responsiv.
Udover den store skærm er der en mindre skærm bag rattet, der giver adgang til basal funktionalitet, styret af knapper på rattet. Det fungerer også udmærket, men det kan være svært at se en del af menuerne fordi rattet simpelthen sidder i vejen. Nu kan det måske være min højde og ratindstilling der er skyld i det, men jeg tror faktisk, mange vil komme i problemer her.
Intelligent (?) autopilot
Godt nok hedder funktionen ikke Autopilot – formentlig fordi det navn allerede er i brug hos konkurrenten – men Leaf har fået en ret smart funktion, der holder den indenfor kørebanen stort set uden indblandning. Det vil sige, at bilen reelt set kan køre “selv” på lange stræk, men funktionen bliver først tilgængelig når vejbanen er tydeligt markeret, og den virker ikke helt så pålidelig som det, vi har set hos Tesla. Men der er jo tale om en softwarefunktion, så mon ikke det bliver bedre over tid. I hvert fald skal man holde poterne solidt plantet på rattet når man bruger funktionen – ellers kan det gå grueligt galt. Men kører man på motorvejen er det stadig en hjælp, og man kan slappe en smule mere af, for bilen holder konsekvent afstanden og farten i forhold til forankørende, og den del fungerer upåklageligt.
Opladning – en blandet fornøjelse
Når Leaf’en skal have lidt ekstra juice på batteriet foregår det via ladeporten i forenden. Den åbnes via nøglen eller inde fra bilen. Dernæst kobles enten et fast kabel fra en offentlig stander eller et løst kabel til et privat udtag til. Det er let og smertefrit. Eneste problem, jeg er stødt ind i er, at lukker man ikke dækslet til portene helt i, har det en tandens til at klappe op når bilen kører over 100km/t. Det er pænt irriterende på motorvej. Det er dog også selvforskyldt, for man kan jo bare tjekke.
En opladning på fastcharger fra enten Clever eller e-on tager lige omkring en time fra 0 til 80%. Forudsat, at det er den første opladning på turen. Kører man langt i bilen sker der det, at batteriet kan blive ganske varmt og derfor ikke tager imod strøm nær så hurtigt. Det er især tydeligt tredje gang jeg lader på en tur til Jylland – her er hastigheden langt under halvdelen af, hvad den er på første opladning. Det er et problem, og Nissan bør arbejde på bedre køling af batteriet til næste version.
God bil til menneskepenge
Nissan Leaf 2018 er et godt bud på en elbil det er til at købe for menneskepenge. Køber du den nu, kan du få den for ca. 284.000 kr. i den billigste udgave – vores testede model koster 303.000 kr. Det er mange penge, men faktisk ganske billigt for en elbil med en faktuel rækkevidde på ca. 200 km. Dertil skal du lægge, at man de første to år får gratis strøm med i købet hos enten e-on eller Clever – hvilket for de fleste vil betyde en besparelse på omkring 20.000 kr. Derudover får man også en oplader med i købet, der ellers ville koste 5.000 kr.
Generelt er Nissan Leaf 2018 en lækker bil, der leverer god kvalitet til en fornuftig pris. Der er et par detaljer, der lige skal på plads før Leaf’en når total topkarakter, men det er et enormt spring fra den forrige version.
Funktioner
Design
Ydelse
Pris
Pris: Fra 284.000 kr.
Nissan Leaf er en god elbil til en overkommelig pris. Rækkevidden er tæt på at være der, men kunne klare et lille nøk op. Designet er væsentlig pænere end forgængeren.