Samsungs Galaxy S6 telefon var en middelmådig succes, og selv om S6 Edge og S6 blev rost til skyerne (blandt andet af os!) var salgstallene i starten aldeles katastrofale fordi Samsung forregnede sig – og simpelthen lavede alt for mange S6 og for få S6 Edge. Den fejl begår de formentlig ikke igen.
Herunder kommer rygterne i punktform – vi har også givet en procentsats på, hvor realistisk vi finder de enkelte rygter:
Lancering i februar
Der har været rygter fremme om, at Samsung ville rykke deres lancering helt frem til januar – men nu er måneden snart gået, og der er ikke sket noget, så vi forventer at Samsung holder deres “normale” tidstabel og lancerer S7 enten i forbindelse med Mobile World Congress i Barcelona eller umiddelbart derefter på et seperat event. Telefonen skulle ifølge rygtet være klar til salg allerede i første halvdel af marts.
Sandsynlighed: 80%
SD eller ikke SD?
De seneste rygter tyder faktisk på, at Samsung går tilbage til muligheden for at udvide telefonens hukommelse med MicroSD kort. Det var en af de ting, der fik størst kritik ved S6, men det kan altså være, muligheden for udvidelse af hukommelse nu vender tilbage i S7.
Sandsynlighed: 50%
Ca. samme design
På trods af det billede, vi har valgt at bruge som illustration til denne artikel, forventer vi ikke, at Samsung ændrer meget på udseendet af deres topserie, så forvent, at S7 ligner S6 til forveksling.
Sansynlighed: 90%
USB C
Her er et rygte, vi er næsten helt sikre på er sandt; Galaxy S7 kommer med et USB stik af typen C i stedet for det sædvanlige micro usb. De fleste andre flagskibstelefoner fra Android producenterne lanceret i slutningen af sidste år eller her i januar, har fået USB C, hvilket giver en hel bunke forbedringer. (Læs mere om USB C her.)
Sandsynlighed: 90%
Retina scanner
Microsoft har gjort det med deres nyeste telefoner; tilføjet en scanner, der aflæser dine øjne og derefter logger ind. Teknologien virker solid nok på Microsofts løsning, og Samsung er altid klar til at prøve nye teknologier (Nogle gange lidt FOR klar – deres første fingeraftrykslæser var håbløs.)
Sandsynlighed: 75%
Bedre billeder – især i dårligt lys
Samsung har tidligere annonceret, at de har gang i en ny kamera teknologi kaldet BriteCell – der skulle give en meget klar forbedring på billedkvaliteten under dårlige lysforhold, og her var Galaxy S6 i øvrigt ikke helt skidt i forvejen, så vi kan formentlig godt vente os nogle ret fantastiske resultater.
Sandsynlighed: 95%
iNPUT er med på Mobile World Congress, så hvis Samsung vælger at lancere der, dækker vi naturligvis begivenheden grundigt.