Features

10 fede produkter fra CES 2018

Verdens største forbrugermesse er netop afsluttet. iNPUT har udvalgt ti produkter, vi glæder os til at se nærmere på i den kommende tid.

CES-messen i Las Vega er den ubetinget største tilbagevendende messe for forbrugerelektronik. Den løb af stabelen i sidste uge og iNPUT var naturligvis til stede i spillebyen, hvor vi fandt en gedigen bunke interessante nye produkter og tendenser.

Fra møbler med indbygget projektor, over fladskærme der kan foldes til briller, der giver svagtseende supersyn. Her er vores top ti over de mest interessante generelle produkter fra CES 2018. I en kommende artikel, vil du også kunne læse om de skøreste …

 

Uden yderligere intro: Her er ti dimser vi glæder os til at se mere til i de kommende måneder!

 

Lenovo Mirage Solo

Hidtil har der været to typer af virtual reality-hjelme; de store forkromede – og voldsomt dyre – løsninger, der skulle kobles til en potent computer, og så de billige, der bruger mobiltelefonens skærm og regnekraft. Men Mirage Solo er en tredje løsning, der hiver mobilen ud af ligningen – og i øvrigt er fuldstændig kabelfri. Hjelmen er baseret på Googles Daydream-software og har både processor og egen LCD-skærm, der i øvrigt skulle være imponerende god (5,5 tommer med en opløsning på 2.560 x 1.440 pixels). Solo er også udstyret med et 4.000 mAh-batteri, der skulle give op til syv timers legetid. Lenovo lover, at Mirage Solo kommer i handelen i løbet af andet kvartal i år.

Sony LSPX-A1 4K Ultra Short Throw Projector

Er det et bord? Er det en tv-reol? Er det et hifi-anlæg? Ja, ja, og ja – og så er det et 120 tommer stort 4K-tv oven i hatten. I virkeligheden er møblet nemlig en kamufleret og avanceret 4K-projektor, der kan kaste et 120 tommer stort billede op på en væg blot 25 centimeter derfra. Benene på møblet er højttalere, ligesom der er gemt tre mellemtone-højttalere og en subwoofer i selve kabinettet. Projektoren kan spytte 2.500 lumen ud fra bugen og lydsystemet kan skabe forbavsende præcis 3D-lyd. Bevares, møblet vil koste dig 30.000 dollars – i omegnen af en par hundrede tusinde danske kroner – men dine venner vil være grønne af misundelse.

LG 65-tommer foldbart tv

Vi har hørt snak om foldbare skærme i årevis, men LG blev første til at vise et fungerende produkt frem; et imponerende 65-tommer stort foldbart tv. Jeps, tv’et kan simpelthen rulle op fra sin base, når det skal bruges – og rulles ned igen, når tv’et slukkes. Selve panelet er monteret på en motoriseret rulle i en firkantet base. Som forbruger ser man ikke mekanikken, men kun skærmen, der kommer op og ned. Nej, teknologien kommer ikke i handelen i år, men det er ikke usandsynligt, at LG’s topmodel i 2019 bliver en foldbar model ala denne.

 

Samsung The Wall

Den imponerende 146-tommer store The Wall-skærm er i virkeligheden en reklame for MicroLED-teknologien; en ny skærmteknologi der kan producere dybe sorte nuancer (som OLED) og imponerende hvide nuancer (som LCD). Samsung håber, at MicroLED indenfor de næste år vil kunne skubbe OLED-teknologien ud i glemslen, da det simpelthen er billigere for Samsung at producere MicroLED fremfor OLED. Ifølge rygterne er Apple med på vognen – de satser også på MicroLED-skærme til fremtidige ure, telefoner og computere. The Wall er egentlig sat sammen af fire mindre skærme, men kan man se det, er man for tæt på.

Samsung Flip WM55H

Glem alt om gamle whiteboards med tusch og svamp; Samsung har bygget en intelligent en af slagsen – og det er i virkeligheden en digital skærm. Du kan tegne på Flip, som på et almindeligt whiteboard, men Flip kan dele skærm med andre enheder via NFC, near field communication, og har tonsvis af interessante touch-funktioner. Flip gemmer op til 20 skærmbilleder i hukommelsen, hvilket er smart, for det er nemt at det aktuelle indhold; bare stryg med håndfladen. Når du er færdig med dagens præsentation, gemmes det hele i en central database og sikres med kodeord, så kun autoriseret personale har adgang til dine guldkorn.

Se flere fede, nye produkter på side 2 …

 

 

 

1 2Næste side

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.