Her til aften lancerede OnePlus deres OnePlus 5T – og jeg har allerede fået mit testeksemplar. Bemærk – dette er IKKE en anmeldelse, men det første indtryk jeg har af en telefon, der i hvert fald på papiret er en regulær topmodel. Men til en pris der begynder på 3.800 kr. for 64GB udgaven med 6GB RAM.
Pænt design der ikke skiller sig ud
Designet på OnePlus 5T er ikke banebrydende. I hvert fald ikke længere. Telefonen ligner til forveksling en Samsung Galaxy S8 eller en LG G6. Følelsen af kvalitet er faktisk også enorm – telefonen virker simpelthen til at være kram. Og her må jeg så igen henlede opmærksomheden på prisen…
18:9 skærmen ser godt ud
Vi er efterhånden vant til rigtigt gode skærme – men i dette tilfælde skal vi igen huske at minde på, at prisen er 3.800 kr… Og så bliver det pludselig ganske utroligt, at man kan lave en så lækker skærm for så få penge! Imponerende. Jeg venter naturligvis med den endelige dom til min rigtige anmeldelse, men de to timer jeg har haft med OnePlus 5T giver mig et indtryk af en ganske vild skærm.
Hurtig opsætning af ansigtsgenkendelse
Jeg var ganske imponeret, da jeg satte iPhone X op og ansigtsgenkendelse blev opsat ganske simpelt. Man skulle bare dreje hovedet lidt frem og tilbage. Men OnePlus 5T’s ansigtsgenkendelse er endnu hurtigere at sætte op. Spørgsmålet er så bare, om den er lige så nøjagtig og velfungerende som iPhone X’s. Det må min test vise over de næste par dage.
Nærmest et infrarødt kamera
Et hurtigt snapshot i et halvmørkt rum viser, at OnePlus ikke lyver når de siger, at kameraet er godt i mørke. Det samme billede taget på (igen) iPhone X er lidt uldent og ikke helt skarpt – på billedet fra OnePlus 5T kan jeg zoome helt ind på detaljerne. Det er ekstremt imponerende.
Tegner rigtigt lovende
Igen – dette er ikke en anmeldelse, og der kan sagtens dukke ting op når min “rigtige” test går igang. Men indtil videre er jeg imponeret over OnePlus 5T. Fik jeg nævnt, at den koster 3.800 kr.?