TDC Holding har i dag præsenteret kvartalsregnskab for de sidste tre måneder af 2021 og det er ikke munter læsning. Nuuday har gost nok formålet at stabilisere omsætningen, men kunderne står stadig i kø for at forlade selskabet. Således har 200 tv- eller bredbåndskunder forladt selskabet hver eneste dag i kvartalet.
Værst ser det ikke overraskende ud på kabel-tv-fronten, der har haft en kundeafgang på 14.000 i tredje kvartal. Dermed har TDC-selskaberne tabt voldsomme 51.000 kabel-tv-kunder i 2021. På fem år, siden 2016, har 399.000 kunder klippet kabel-tv-kablerne eller fundet andre græsgange.
Til gengæld har de tv-kunder, der har valgt at blive, betalt mere hver måned. I gennemsnit tjente TDC-selskaberne 290 kroner om måneden per kabel-tv-kunde mod 264 kroner i samme periode sidste år.
Bredbåndskunder smutter også
Det ser ikke meget bedre ud i bredbåndsforretningen. Fire tusinde kunder har opsagt bredbåndsforbindelsen hos TDC-selskaberne mellem oktober og udgangen af december. På et år er det blevet til et farvel til 32.000 bredbåndskunder.
Samtidig tjener TDC faktisk færre penge per bredbåndskunde. Hvor de i tredje kvartal tjente 503 kroner på hver bredbåndskunde, måtte de nøjes med 502 kroner i det seneste kvartal. Erhverskunderne betaler ikke overaskende den største del, nemlig 273 kroner om måneden.
Sidst, men ikke mindst, fortsætter nedturen – naturligvis – for fastnetlinjerne. Der er nu bare 399.000 fastnetkunder tilbage, hvilket er et fald på 77.000 det seneste år.
Positive mobile takter
Til gengæld har TDC-selskaberne formået at hive flere mobilkunder i folden. TDC har nu 2,8 millioner simkort i omløb. Det er en stigning på 48.000 i forhold til sidste kvartal. Stigningen er størst på erhverv, der står for 39.000 af de nye simkort.
Med de nye kunder er TDC-selskaberne det af de danske teleselskaber der har oplevet den største stigning i mobilkunder sidste år.
Derudover har selskabet udstedt 13.000 nye maskinkort til eksempelvis IoT-enheder.
Med dagens regnskabsfremlæggelse har de fire store teleselskaber herhjemme nu rapporteret kundetal for 2001. De ser således ud (uden maskinkort):
[infogram id=”94dd0eed-eaef-4aee-871b-117371f67877″ prefix=”c9j” format=”interactive” title=”LIVE – Teleselskaber”]
Vil du læse regnskaberne fra TDC Holding, kan de hentes her.