Danmark er i den grad blevet et elbilland. For nu tredje måned i træk udgør elbilerne mere end halvdelen af nyindregistrerede biler i Danmark. Men dominansen er højere, hvis man tager brugtimport med i regnestykket. I juli måned stod elbiler således for hele 64 procent af alle indregisteringer, skriver FDM, der har gravet i tal fra Bilstatistik.dk.
Årsagen til elbilernes ekstreme popularitet er flere, mener forbrugerøkonom Ilyas Dogru fra FDM.
– Der er mange forudsætninger, som går op i en højere enhed i Danmark: god ladeinfrastruktur, billig strøm og ikke mindst konkurrencedygtige bilpriser i kraft af afgiftsfritagelse på de fleste elbiler, siger Ilyas Dogru til mediet.
I alt blev der importeret og sat nummerplader på knapt 29.000 brugte biler i den første halvdel af 2024 og langt størstedelen af dem – knapt 24.000 styk – er elektriske. Det er en stigning på 175 procent i forhold til første halvår 2023.
De brugte elbiler kommer typisk fra Tyskland, hvor der indtil sidste efterår var statsstøtte på elbiler. En støtte der betød, at det kunne betale sig for tyskerne at købe biler og sælge dem videre med fortjeneste. Ordningen krævede dog at de tyske ejerne beholdt bilen i 12 måneder inden de solgte dem videre. Derfor ser vi stadig de “billige tyskere” komme til landet.
Det er da også en tysk elbil, der er mest populær som importbil. I første halvår af 2024 kom der 2.441 eksemplarer af Volkswagen ID.4 – og coupe-varianten ID.5 – til landet. En stigning på 408 procent i forhold til 2023. Også den mindre ID.3 ligger godt til, med 1.815 eksemplarer. En stigning på 736 procent.
En af de seneste års mest populære bil generelt, Tesla Model 3, er kommet hertil i 1.883 brugte eksemplarer. Men den andel er faldet med 7 procent. Importen af Model Y faldt med 18 procent. En af årsagerne er, at Tesla har sænket priserne så markant, at det nærmest ikke kan betale sig at købe brugt.
Når man lægger antallet af nyregistringer og elbiler fra brugtimport, der har fået plader på, sammen, får man følgende Top 10.
Model Nyregisteringer Importerede brugtbilerI alt Tesla Model Y 4949 1385 6334 Volkswagen ID.4/ID.5 3085 2441 5526 Tesla Model 3 3538 1883 5421 Audi Q4 e-tron 2800 572 3372 Skoda Enyaq iV 1213 1745 2958 Volkswagen ID.3 1065 1815 2880 Renault Megane E-Tech 1815 307 2122 Volvo EX30 1879 0 1879 Polestar 2 934 723 1657 Volvo XC40 224 955 1179
(Kilde: FDM/Bilstatistik.dk).