Mere end hver sjette af de biler, der blev indregistreret i december måned, kører på el. Dermed er 2024 officielt året, hvor der blev solgt flere elbiler end benzin, diesel og diverse hybrider – tilsammen. I alt var 51,5 procent af de 173.047 solgte personbiler i 2024 elektriske.
– Med en markedsandel på over 50 procent af nysalget, er elbilen på få år gået fra at være for de få til nu for alvor at have fået sit folkelige gennembrud. Vi forventer, at denne udvikling fortsætter i 2025 hvor vi forventer, at over 70 procent af nysalget bliver elbiler, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Dermed kommer det danske salg i stigende grad til at ligne det norske, hvor elbilerne ofte udgør tæt på 90 procent af nyregistreringerne. Det forventes, at det danske bilsalg vil nærme sig norske tilstande i 2026, hvis politikerne prioriterer at holde bilafgifterne på elbiler lave.
– Vi har set flere eksempler på, at afgiftslempelser på elbiler er vejen frem mod en grønnere bilpark, og vi har tilsvarende også set, at det har konsekvenser for elbilsalget, når incitamenterne fjernes, siger Mads Rørvig.
I både Tyskland, Sverige og til dels Frankrig er salget af elbiler fladet ud efter at de økonomiske encitamenter blev fjernet. Danmark er derimod EU's elbilduks, nemlig det land, hvor andelen af elbiler er højest.
Top 10 mest solgte biler i 2024 Herunder de mest solgte bilmodeller i 2024. Tesla Model Y er suverænt i spidsen, mens Volkswagen Gruppens varianter over ID.4 – Enyaq iV, Q4 e-tron og naturligvis ID.4 selv – også gør det umanerligt godt. I det hele taget domineres top ti af netop Tesla og Volkswagen Gruppen, der tilsammen sidder på syv af de ti pladser.
# Model Antal 1 Tesla Model Y 10.471 2 Skoda Enyaq iV 5.654 3 Volkswagen ID.4 5.652 4 Tesla Model 3 5.527 5 Audi Q4 e-tron 5.307 6 Peugeot 208 3.036 7 Volkswagen T-Roc 2.987 8 Volkswagen ID.3 2.930 9 BMW 3-serie 2.855 10 Nissan Qashqai 2.762