Der er ren gavebod hos de danske teleselskaber i øjeblikket. Teleselskabet 3 følger nu i hælene på TDC og forærer data til brugerne i sommerperioden – i 3’s tilfælde dobles den nuværende datapulje gratis op i de næste fire måneder.
– Vi befinder os i en særlig tid, som skaber særlige behov – ikke mindst når det gælder data. Mange danskere bliver givetvis hjemme denne sommer, og derfor kommer de nok til at streame og surfe mere online end normalt. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde denne datafordobling, så kunderne ubekymret kan bruge løs af data kvit og frit, siger David Elsass, der er direktør for privatmarkedet hos 3.
Kunderne hos 3 har den ekstra data i Fri Tale-abonnementerne til rådighed i perioden 16. maj til 15. september 2020. Kunderne modtager den 11. maj en mail med information om den ekstra data. Fordoblingen sker automatisk og ophører også automatisk i september, uden at kunderne skal gøre noget. De kan se den ekstra data i 3’s selvbetjening Mit 3 på 3.dk.
Nye kunder og eksisterende kunder, som opretter Fri Tale-abonnementer, modtager også tilbuddet om fordobling af den inkluderede data frem til september.
Selskabet oplyser også konkrete tegn på, at kunderne forbedereder sig på at tilbringe mere tid i hjemmet med internet. Mesh wifi-systemer er eksempelvis på rekordtid gået fra at være et nicheprodukt til at være blandt de mest solgte produkter hos teleselskabet 3. Også salget af Apple TV ligger markant over normalen, fortæller 3.
I slutningen af april meddelte konkurrenten Yousee, at al data er gratis på mobilen frem til 31. september.