Mikrobiler er populære. Men hvad med en 3D-printet mikrobil, der kører på el? Det er ideen bag LSEV-bilen der netop er blevet præsenteret af to kinesiske firmaer. Tanken er, at eventuelle købere skal bestille bilen direkte hos fabrikken – ingen fordyrende mellemled. Og ifølge planerne vil den kunne købes “i Europa” allerede om et år, nemlig i april 2019. Om det indbefatter Danmark vides endnu ikke.
LSEV er, med sin topfart på knapt 70 kilometer i timen og aktionsradius på 149 kilometer, mest interessant i byerne. Den er også nem at parkere, da den er fysisk mindre end for eksempel en Smart ForTwo. Der er også kun plads til to passagerer i LSEV.
Består af bare 57 dele
Bilen består af bare 57 dele. Af synlige dele er det kun chassis, sæder og glas der ikke produceres af en 3D-printer, hævder firmaet XEV, der har bygget bilen sammen med Polymaker. Det tager tre dage at producere bilen, fra ordren kommer ind til den er køreklar. De 3D-printede materialer inkluderer forbedret nylon, PolyLactic Acid, PLA, og en gummilignende termoplastisk polyurethan.
I tanke og koncept minder LSUV en del om den svenske elbil Unity, der blev realiseret i slutningen af sidste år. Unity kan købes for omkring 150.000 kroner, men har længere rækkevidde på hele 300 kilometer. Men så er den ikke 3D-printet …
I videoen ovenfor kan du se en introduktion af LSEV og et interview med skaberne af bilen.