Fremtidens Hjem

3D-printet hus til sølvpapirshatte

Forbereder du dig på zombieapokalypsen? Eller foretrækker du bare generelt at være “off the grid” og så langt væk fra civilisationen som muligt? Så er det 3D-printede hus, modulOne, fra det ukrainske firma PassivDom måske noget for dig!

Huset er nemlig ikke blot 100% autonomt – f.eks. bliver det forsynet med både strøm og varme via solpaneler – det kan også modstå både jordskælv og orkaner. Og så kan du styre det via din smartphone.

 

Udover solenergi byder et modulOne på digital styring af indeklima (temperatur og luftkvalitet), varmepumpe, vandrensning, etc. Huset er fremstillet af kulfiber og glasfiber og kan anvendes i et hvilket som helst klima på jordkloden, hævder producenten.

3D-printet hus modulOne

 

ModulOne leveres fuldt møbleret og kommer desuden med indbygget køkken, badeværelse og cloud-baseret overvågningssystem. PassivDom giver i øvrigt 40 års garanti på hele molevitten.

3D-printet hus modulOne

Det 3D-printede hus er ikke noget palads

Selvfølgelig er der et enkelt aberdabei ved det 3D-printede hjem. Det er nemlig ikke særlig stort. Man får kun 36 kvm. at boltre sig på. Til gengæld kan hele herligheden købes direkte fra producenten for blot EUR 59.900. Det svarer til godt 446.000 danske kroner.

 

3D-printet hus modulOne

Og ja, man kan også få en tilbehørspakke ved navn “Zombie apocalypse”, som inkluderer vinduer af panserglas, et alarmsystem, ekstra toiletpapir og en bibel!

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.