Her på iNPUT kan vi godt lide at tro, at vi hår åbne sind, når det handler om ny teknologi. Men der findes dimser, som selv ikke vi kan begribe har fået lov til at gå i produktion. Lige som der er masser af spændende teknologi på verdens største messe for forbrugerelektronik, så er der i den grad også besynderlige dimser at finde.
Her på siden er fem udvalgte gadgets som vi faldt over på CES 2018, men som du ikke skal forvente, at vi anmelder i dette medie …
Hushme
Ovre i Ukraine sidder der en flok mennesker, der virkelig føler sig generet af, at skulle overhøre andre mennesker mobilsamtaler i det offentlige rum. Og bevares, det kan da også være generende. Men disse ukrainere er gået hele vejen ud af tangenten og skabt Hushme; en hovedtelefon-udrustet maske, der skal monteres rundt om munden. En mikrofon i masken sender din stemme til telefonen, mens masken blokerer din stemme, så folk omkring dig ikke kan lytte med. Af uransagelige årsager har Hushme opnået finansiering på Kickstarter, så masken går i produktion til april.
Modius
Nogle mennesker vil gøre alt for at tabe sig – alt, undtagen at ændre madvaner og bevæge sig mere, forstås. Derfor bliver der plads til et produkt som Modius, der henvender sig til overvægtige mennesker med flere penge end viljestyrke. Modius monteres på hovedet og sender elektriske impulser ind til det sted i hjernen, som udviklerne mener styrer vores appetit. En time om dagen er nok, hævdes det, for at se resultater. Det var i hvert fald tilfældet, for en del af de 15 mennesker, der deltog i udviklernes 16-uger lange pilotprojekt. Jeg skriver det lige igen: 15 mennesker.
Somnox
Hollandske Somnox har lavet en nyreformet krammepude med bevægelse og lyd, til personer, der har svært ved at sove. Altså voksne personer. Puden pulserer roligt som om den trække vejret, og skaberne hævder, at det får ejeren til at trække vejret i takt – og en rolig vejrtrækning er godt for stress. Men Somnox kan også spille søvndyssende lyde; hjertebanken, bølgebrus eller noget helt tredje. Eller man kan sætte en lydbog på – Jørgen Leths selvbiografier skulle sikre en hurtig og dyb søvn. Og bare rolig, puden slukker sig selv, når du er faldet i søvn. Den 3.000 kroner dyre robot går i produktion til september.
L’Oreal UV Sense
L’Oreal – der er kendt for cremer og shampoo – har snittet en wearable til personer, der er bekymrede for solens uv-stråler. UV Sense er en lille sensor, der monteres på en fingernegl. Den kommunikerer trådløst med en app på mobilen og advarer, når det er på tide at finde skygge, så du undgår at komme til at ligne en krebs. Det er måske nok en spøjs ting at klistre på neglen, men din hud vil elske dig for det. Sensoren rammer butikkerne inden sommer og vil koste under 500 kroner.
Robomart
Forestil dig, at du ikke behøver at tage i supermarkedet, men at supermarkedet kan komme til dig. Ikke et bud med indkøb, men en hel afdeling – for eksempel frugt og grønt. Det er tanken bag Robomart; selvkørende biler, der er smækfyldt med varer og skal køre rundt på må og få i byerne, indtil de bestilles til levering via en app. Nu er det ikke fordi vi vil skabe unødig bekymring, men der er en episode i den seneste sæson af Netflix-serien Black Mirror, hvor en selvkørende pizzabutik er involveret i et uheld. Det er ikke fordi vi antyder, at Robomart-folkene ser for meget Netflix, men Robomart ser bekymrende bekendt ud …