Efter mandagens Apple-præsentation har der især været iOS 14, der er løbet med opmærksomheden. Men watchOS 7 har også godt nyt til alle dem, der går rundt med Apple Watch spændt om håndleddet.
Mest interessant er de nye funktioner, der skal hjælpe med at måle og forbedre søvnen, men der er også godt nyt til træningsfolket. Og til dem, der ofte glemmer at vaske hænder … her er en oversigt over de fem væsentligste nyheder i watchOS 7.
Søvn-overvågning Rygterne om, at Apple Watch fik søvntracking har rumsteret siden september sidste år og de holdt vand – Med watchOS 7 introducerer Apple en hel række værktøjer, der skal hjælpe til bedre søvn. Der er værktøjer, der skal hjælpe med at komme i seng til den ønskede tid, til at få den ønskede mængde søvn og til at lave rutiner, der forbereder til sengetid.
Ved at bruge accelerometeret holder uret øje med bevægelser i løbet af natten og leverer en ”søvnrapport” hver morgen, hvor man kan se, hvor god nattesøvnen har været. Der er også en haptisk alarm, der hjælper med at vågne om morgenen.
Man kan med rette bekymre sig om batteriet, men hvis der er for lidt strøm på uret en time inden angivet sengetid vil uret automatisk advare og fortælle, at det har brug for en opladning for at klare sig gennem natten.
Del urskiver Nu kan man dele sine skræddersyede urskiver med venner, bekendte og komplet fremmede. Urskriverne deles som enhver anden fil via mail eller sms og kan endda gøres tilgængelig på hjemmesider. Det kan være interessant for eksempelvis et sportshold, der har en tilpasset urskive med træningsdatoer og -data. Samtidig har Apple gjort det muligt at bruge flere af de såkaldte komplikationer fra samme app på samme urskive, så der bliver mere frihed til at sætte urskiven sammen.
Håndvask I et forsøg på at komme COVID-19 (og bakterier generelt) til livs, har Apple indført “automatisk opdagelse af håndvask”. Ved at benytte urets sensorer, mikrofoner og ved hjælp af avanceret maskinlæring, kan uret registrere når der vaskes hænder. Apple Watch starter så automatisk en timer på 20 sekunder. Bliver du færdig med at vaske hænder inden da, vil du blive opfordret til at fortsætte. App’en Sundhed vil også registrere hvor ofte, du vasker dine hænder.
Fitness app App’en Træning er åbenbart en af de mest populære på Apple Watch og med watchOS 7 kommer der fire nye træninger med ombord, nemlig: Coretræning, Dans, Funktionel styrketræning og Køl af. For at kunne måle kalorieforbrændingen korrekt under dans benytter uret både sensorer og pulsmåling, fortalte Apple.
HearOS Med sidste års watchOS 6 introducerede Apple app’en Støj , der måler støjen fra omgivelserne. Med watchOS 7 er advarslerne om for højt lydniveau også udvidet til hovedtelefoner. Brugere af iPhone, iPod touch og Apple Watch får informationer om, hvor højt hovedtelefonerne spiller og hvordan det vil påvirke hørelsen på langt sigt. Overstiges den anbefalede volumen, vil Apple Watch advare om det. Anbefalingerne kommer fra WHO, der blandt andet siger, at en person kan udsættes for 80 decibel i omkring 40 timer hver uge, uden at tage varig skade.