FeaturesTophistorie

5 store nyheder i macOS 11 Big Sur

macOS 11 Big Sur kan endelig hentes ned på computeren. Her er en oversigt over de bedste funktioner i det nye styresystem fra Apple.

Nu hvor Apple har lanceret sine nye M1-baserede computere, er de også klar til at sende macOS 11 Big Sur ud til offentligheden. Den nye udgave af styresystemet til Mac-computere er en kolossal opdatering; ikke alene er det optimeret til at køre på de nye M1-computere, der er også masser af nye funktioner til alle os, der stadig hænger fast på Intel-baserede Mac’er.

Big Sur byder på redesignet brugerflade, widget-support, et nyt kontrolcenter og meget mere. Herunder har vi lavet en liste over nogle af de bedste nye funktioner i macOS Big Sur.

 

macOS 11 Big Sur er, som sædvanlig, gratis og kan hentes direkte fra App Store på computeren. Her kan du også se, om din computer kan håndtere det nye styresystem. En tommelfingerregel er, at maskinen skal være købt i 2013 eller senere.

Safari

macOS 11 Big Sur

Safari-browseren har fået en gedigen omgang kærlighed i Big Sur – og der er rigtig stort fokus på brugersikkerheden. Blandt andet er der kommet en knap, der leverer en såkaldt “Anonymitetsrapport” – den sladrer om, hvilke sporingsmekanismer, den webside du besøger, benytter. Og der er mulighed for at slå sporing helt fra. Det er vi, som et medie, der får vores indtægter fra at vise dig annoncer, naturligvis ikke begejstret for.

 

En anden smart sikkerhedsfunktion er “Adgangskode-monitorering”. Safari fortæller simpelthen, hvis du har adgangskoder der er blevet kompromitteret og hjælper dig med at ændre dem.

Apple hævder også, at den nye Safari 14 er “dramatisk meget hurtigere”. Ifølge Apple er den nye Safari mere end 50 procent hurtigere til at indlæse “ofte besøgte websites” end eksempelvis Chrome-browseren.

Læg dertil mulighed for at installere Safari-udvidelser direkte fra App Store, tilpasning af startside (baggrundsbilledet i Safari) og et forbedret fanedesign.

 

Beskeder

macOS 11 Big Sur

Beskeder-app’en, der bruges til iMessages og SMS’er, har også været igennem forbedringsmøllen. Lige som på iOS 14 er det blevet muligt at fastgøre samtaler i toppen af samtalelisten; og de synkroniseres naturligvis på tværs af dine Apple-enheder.

Det er også blevet muligt at lave ‘omtaler’ i beskederne, så du kan rette en direkte besked til personer i grupper, ved at skrive deres navn. Og du kan svare direkte på en enkelt besked i tråden. Memojis kan også laves direkte på Mac’en nu.

Kontrolcenter

Big Sur har fået et nyt Kontrolcenter, der minder en hel del om det, der findes på iPhone og iPad. Herfra kan du få direkte adgang til væsentlige funktioner, såsom wifi- og Bluetooth-forbindelsen, volumen m.m. Det er muligt at trække og slippe ‘kontrol-widgets’ rundt, så Kontrolcenteret kan tilpasses din egen smag.

 

Meddelelsescenter

Apple har også givet Meddelelsescenteret en omgang, med tilføjelse af widgets. De nydesignede widgets ligner meget det, der kom til iPhone og iPad med iOS 14. For at tilpasse dine macOS Big Sur-widgets skal du klikke på Meddelelsescenter og derefter på knappen “Rediger widgets”.

Apps og programmer får også adgang til widgets i Meddelelsescenteret, så forvent at se en flodbælge af tredjeparts-widgets dukke op over de næste måneder.

 

Kort

Kort-app’en er blevet markant mere lækker og nemmere at komme rundt i; blandt andet takket være en ny venstremenu, der giver hurtig adgang til dine egne guider, Siri-forslag, favoritter og seneste steder. Søg på udvalgte byer (eksempelvis San Franciso), så får du mulighed for at tilgå en stribe af guider, der er ret smarte, hvis man skal være turist i byen. Det er også muligt at oprette dine egne guider.

One more thing …

Nåja, faktisk et par stykker. De fem nævnte er de største ændringer i Big Sur, men der er sket meget, meget mere. Et par af vores favoritter er:

 

  • AirPods-forbedring. Nu skifter AirPods-hovedtelefonerne automatisk mellem dine enheder. AirPods kobler sig automatisk over på den enhed, der er aktiv, så sidder du og hører musik på computeren og telefonen ringer, så hopper AirPods automatisk over på telefonen.
  • GameCenter er blevet opdaret med de såkaldte Bedrifter, der fortæller hvor langt du er nået i diverse spil. En funktion, som er svært populær på konsoller.
  • Tegnsprog i FaceTime. Nu registrerer FaceTime, når en deltager kommunikerer med tegnsprog, og gør denne person fremtrædende under FaceTime-gruppeopkald.

Vil du dykke endnu mere ned i macOS 11 Big Sur-nyhederne, inden du opdaterer computeren (eller bare vil se, hvad du har fået af nye funktioner) kan du besøge Apples liste over samtlige nye funktioner i Big Sur.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.