Et af de Hue-produkter der smøg sig forholdsvis gelinde under radaren, da Signify præsenterede sin syndflod af nye Hue-enheder under IFA-messen, var den undseelige lille kontakt med navnet Philips Hue Smart Button.
Kontakten er en fysisk mindre og mere versatil udgave af Dimmer Switch – og så bliver den muligvis også billigere. Her er, hvad vi ved om den nye kontakt, som vi fik lov at pille ved under Signifys Philips Hue-event på IFA-messen i Berlin.
[OPDATERING 09.08.2019 08:56] Ifølge Signify kommer Smart Button ikke i butikssalg i Danmark. Den vil udelukkende blive solgt via Amazon.
Den kan også bruges som lysdæmper
Selv om kontakten umiddelbart er ret enkel, har den flere fikse funktioner. Ved et trykke på knappen kan lyset tændes eller slukkes. Naturligvis. Men et langt tryk dæmper eller hæver lysintensiteten på de lamper og pærer, den er koblet til. Kontakten udnytter også en mulighed for at skifte funktion, baseret på tidspunktet af dagen. Via appen kan den for eksempel indstilles til at tænde for køkkenlyset på et bestemt niveau om morgenen – og et mere roligt niveau om aftenen.
Den er magnetisk
Philips Hue Smart Button leveres med to typer montering; en større hvid firkantet plade til at montere på væggen, samt en lille rund plade med samme diameter som knappen. Begge pladerne har selvklædende tape på bagsiden, så de kan sættes op uden skruer. Selve knappen er magnetisk, så den sidder fast på pladerne – men kan tages med, hvis man vil det. Det betyder også, at knappen kan monteres på eksempelvis et køleskab. Eller under en bordplade, hvis man vil have den ultimative skjulte skurkeknap.
Bemærk i øvrigt at Signify har ændret designet i sidste øjeblik; På de officielle billeder (se dem nederst) er den firekantede hvide plade aflang, mens den på de billeder, vi har taget af enheden i Berlin (herunder) er fuldstændig kvadratisk.
Den har udskifteligt batteri
Ligesom Philips Hue Dimming Switch, men i modsætning til den runde Hue Tap-kontakt, er Smart Button udstyret med et batteri. Signify lover at batteriet holder i op til to år, alt efter brug naturligvis, men når det dør ud er det bare at skifte det ud – det er et helt almindeligt knapcelle-batteri, som kan købes i supermarkedet.
Den er sandsynligvis svensk
Hue Smart Button minder temmelig meget om en svensk knap ved navn Flic, som vi skrev om allerede for tre år siden. Både udseende og funktionalitet ligger så tæt op af Flic, at vi på redaktionen er blevet enige om, at der må være den samme. Signify, der står bag Philips Huem har dog ikke bekræftet, så det er stadig gætværk. Men er du, af en eller anden grund, imod Hue-logoet på knappen, kan du få Flic i forskellige farver her. Vær dog opmærksom på, at den muligvis har begrænset funktionalitet i forhold til Philips egen knap.
Den bliver forholdsvis billig
Vi har endnu fået nogen officiel dansk pris på Philips Hue Smart Button, men i USA bliver prisen på 19,99 dollars, hvilket er billigere end Dimmer Switch, der koster 24,99 dollars. Dimmer Switch koster 149 kroner herhjemme, så mon ikke Smart Button vil blive solgt til nogenlunde samme pris? Det gætter vi på.
Herunder kan du se Philips egne offcielle billeder af Smart Button: