Originalt indhold, kendisser i læssevis og et forsøg på at indlemme konkurrenterne i sin egen have. Apple præsenterede helt som ventet sin egen streamingtjeneste, Apple TV+, mandag aften og selv om meget var sluppet ud på forhånd, så kunne Cook og kompagni naturligvis afsløre detaljer, vi endnu ikke havde hørt om. Eksempelvis at tjenesten kommer til at leve i en app, der vil det hele – filmleje, tv-kanaler, (konkurrenternes) streamingtjenester – alt sammen med adgang fra Apples eget univers.
Her er et hurtigt overblik over, hvad Apple kunne fortælle om sin Apple TV+ tjeneste, der går i luften til efteråret …
De kendte står i kø for at være med Apple må have været ude med den store pengepung, for det vrimler med både legendariske instrukrører og skuespiller, der alle vil være med til at lave indhold til Apple TV+ – og de vil også gerne fortælle om det (se videoen nedenfor). Oprah Winfrey, Steven Spielberg, Jennifer Aniston, Reese Witherspoon, J.J. Abrams, Jason Momoa, M. Night Shyamala og Jon M. Chu er bare nogle af navnene på listen.
Gode gamle Oprah har ambitioner om at samle verden med to nye dokumentarfilm. Steven “Indiana Jones” Spielberg vil genoplive serien Amazing Stories , mens Jennifer Aniston og Steve Carrell får en serie med titlen The Morning Show , der skal handle om, hvad der foregår bag kulisserne under et, ja, morgen-tv-show.
Apple vil lave originalt indhold Ja, det kommer ikke som nogen overraskelse. Netflix og HBO har vist vejen frem, hvis man vil have succes som streamingtjeneste: Eget, unikt indhold. Der har cirkuleret rygter om Apples ambitioner i årevis og det var kun et spørgsmål om tid inden vi hørte det fra hestens egen mund. Det imponerende er, hvor mange forholdsvis store navne Apple har lokket med på legen (se første punkt).
Apple TV+ lanceres til efteråret Ifølge Apple vil Apple TV+ blive lanceret over hele verden til efteråret – vi går ud fra, at det også gælder lille Danmark. Til gengæld ved vi endnu ikke, hvad et abonnement vil koste. Der har gået rygter om, at Apple leger med tanken om en model, hvor ejere af Apple-enheder ikke skal betale , mens adgang fra konkurrerende enheder *host* Android *host* må betale ved kasse 1. Det lyder bare ikke som Apple; vores gæt er, at vi alle sammen må betale for billetten til biografen – selvom vi ser med fra vores iPads.
To ting ved vi med sikkerhed: Der er ingen reklamer og det er muligt at se indhold selv om du ikke har en aktiv internetforbindelse.
Tjenesten kan også ses på ikke-Apple-enheder Allerede under CES i januar kunne Samsung, LG og Sony fortælle, at de har fået lov til at integrere AirPlay 2 i sine nye fladskærme. Men Apple kunne under aftenens event desuden fortælle, at den Apple TV app, der er gateway til Apple TV+ tjenesten, vil være at finde på fladskærme og settopbokse fra konkolleger – ud over de nævnte smart-tv-producenter vil appen også være at finde i Amazon Fire TV og Rokus settopbokse. Det er et ret smart træk af Apple at sprede sig ud, når nu fremtidens indtjening åbenbart skal hentes på tjenester frem for hardware.
Apple TV appen samler alt indhold i en app. Apple TV app’en samler alt indhold Apple har ikke alene ambitioner om at lave sin egen streamingtjenesten – de vil sørge for, at du aldrig behøver at forlade deres univers ved at trække konkurrenterne ind i samme app. Kort fortalt kan du få adgang til andre streamingtjenester – eksempelvis HBO – tv-kanaler og iTunes-film direkte fra Apple TV app’en. Du behøver ikke længere hente og installere en dedikeret app til hver enkelt tjeneste, du abonnerer på. Eller rettere; du kan sikkert ikke, men amerikanerne kan. Altså med mindre at Yousee, Viaplay og de andre spillere på det danske marked har lyst til at lege med Apple …
Apple TV appen kommer i øvrigt allerede til maj. Den bliver frigivet i 100+ lande lovede Apple og vi forventer sandelig, at den kommer hertil landet også.