Apple Watch er det bedste smartwatch – i hvert fald indtil videre. Men det er langt fra perfekt, faktisk tvært imod. Disse fem punkter er ikke udtømmende, for der er faktisk mange problemer med Apple Watch, som man godt kan mærke er første generation.
1. Designet
Det er sjældent, man skal sige det om et Apple produkt, men Apple Watch er altså ikke pænt. Det firkantede design skriger NØRD langt væk. Vi håber virkelig, Apple kommer til fornuft med Apple Watch version 2.0 og laver et rundt ur. Vi ville også gerne se en mere sporty udgave af ”Sport” – og ikke bare en plastik rem og billigere materialer.
2. Batterilevetid
Batteriet er, på en god dag, middelmådigt. Godt nok har vores redaktør tidligere (læs hans anmeldelse her) været godt tilfreds med den, men bruger man uret til eksempelvis træning – hvilket jo er en af de vigtigste funktioner – ja, så kommer det meget hurtigt til kort. Træner man i et par timer skal man huske at have en powerbank og laderkablet med i rygsækken.
3. De små ikoner
Bevares, man kan jo zoome ind via den digitale krone og se større ikoner. Men ideen om en bunke små ikoner, der i øvrigt kan blive helt uoverskuelig hvis man installerer flere programmer, er altså ikke helt fantastisk. Når vi har set Samsung lave et interface, der fungerer så godt som på deres nye Gear S2 virker det simpelthen uintelligent.
4. Stejl indlæringskurve
Hvor Apples produkter som oftest har en blød indlæringskurve, skiller Apple Watch sig ud ved at man ofte finder sig selv i blindgyder, hvor det ikke er åbenlyst hvad man skal gøre. Eksempelvis kan det faktisk være ekstremt svært blot at finde ud af, hvordan man stopper en aktivitet – for eksempel en løbetræning. Man finder naturligvis ud af det efter et stykke tid, men i modsætning til det meste man gør på eksempelvis iPhone, kan det man gør på uret godt være ganske rodet og meget lidt intuitivt.
5. Pris vs brugbarhed
Apple Watch koster over 3.000 kr. Men det er svært at retfærdiggøre den udgift, når man ser på, hvilke funktioner man reelt får. Bevares – der er gode ting ved Apple Watch – men 3.000 kr.? Lige i overkanten. Når det så ikke engang er et pænt ur, bliver det altså et stort problem, at det er så dyrt. Vi venter på version to. Som godt må være rundt, tak. Tænk rundt, Apple. Rundt.