Coronakrisen får virkelig de mange konspirationsteoretikere til tasterne – især i England og USA, og da 5G i forvejen er beskyldt for at være skyld i sundhedsfare på trods af, at det flere gange er afvist, er det nærliggende at koble det sammen med corona – i hvert fald, hvis man er konspirationsteoretiker, åbenbart. I England har en Vodafone talsperson bekræftet, at fire 5G master har været udsat for hærværk i form af brand i de seneste 24 timer. Ud over de fire 5G tårne er også et enkelt 4G tårn blevet udsat for hærværk – formentlig fordi hærværksmændene ikke har været klar over, om det var en 5G mast, de angreb.
Meldt til politiet
Da det virker som et koordineret angreb har flere engelske teleoperatører nu meldt sagen til politiet, der er igang med en undersøgelse af hærværket. En talsmand for EE, selskabet der driver 4G masten der er brændt ned, siger til BBC: “Denne mast servicerede tusindvis af mennesker i Birmingham område, og gav livsvigtig 2G, 3G og 4G – og det har den gjort i mange år. Vi vil prøve at genoptage service så hurtigt som muligt, men skaden på masten er omfattende.”
En katastrofe for sundhedssektoren
Afbrændingen af 5G masterne påvirker naturligvis kommunikationen i de berørte områder – til stor fortrydelse for sundhedspersonale i blandt andet Birmingham, hvor Stephen Powis, en talsmand for NHS (Det engelske sundhedsvæsen) i en daglig briefing sagde: “Jeg er ekstremt vred over og frastødt af at folk kan finde på at udøve hærværk imod kritisk infrastruktur, vi har brug for i håndteringen af den nuværende krise.”
“Wuhan fik virus på grund af 5G”
En af de mest “populære” konspirationsteorier går på, at Wuhan fik coronavirus fordi byen for nyligt har rullet 5G ud, og at smitten dernæst har bredt sig til andre byer der har 5G. At den så også har bredt sig til masser af byer langt fra dækning, synes ikke at bekymre konspirationsteoretikerne. Eksempelvis er der ingen 5G i hverken Japan eller Iran, der begge har mange corona tilfælde.
Der er ingen fakta, der på nogen måde understøtter teorierne om, at 5G skulle være årsag til, eller blot medvirkende årsag til, coronasmitten.