Selv om der er skeptikere og Dan Jørgensen for nylig har måttet forsøge at berolige dem, fortsætter udrulningen af 5G ufortrødent. Teleselskabet 3 kom godt nok ikke først med teknologien i Danmark – den ære har TDC/YouSee fået – men til gengæld har 3 en ganske ambitiøs plan for udrulningen af det nye netværk over de næste par år. Og firmaet lover – ligesom de andre teleselskaber – fiberhastigheder uden ledninger.
København først
Ligesom de andre selskaber starter 3 hvor der er flest kunder, og ruller 5G ud udvalgte steder i København i december 2020 og fortsætter derfra udrulningen i resten af netværket. 3 vil starte med hastigheder på op til 250 Mbit/s, men i marts 2021 forventes det, at Energistyrelsen vil holde auktion over 3,5 GHz-båndet, som vil videreudvikle teknologien og levere hastigheder på omkring 1 Gbit/s.
3,5 GHz 5G kommer midt i 2021
I sommeren 2021 forventer 3, at 5G er rullet ud i 1/3 af netværket. Det vil sige på det meste af Sjælland, i den øvre del af Sønderjylland og enkelte områder i Østjylland. I denne periode vil 3 opsætte det første udstyr, som kan levere 5G på 3,5 GHz-båndet, og dermed kan 3 lancere ’trådløs fiber’.
Omkring årsskiftet 2021/2022 vil den nye netværksstandard være rullet ud i 75 % af 3’s netværk – det vil sige på det meste af Sjælland, Sønder- og Østjylland samt Fyn. Og i sommeren 2022 vil det være rullet ud i hele 3’s netværk.
Først stabilitet, så “fiberagtige hastigheder”
”På den korte bane kan 5G være med til at sikre, at der er kapacitet i netværket til, at kunderne fortsat har en god og stabil mobilforbindelse, selv om dataforbruget stiger, og det vil forbedre dækningen indendørs i de områder, hvor signalerne har svært ved at trænge igennem”, forklarer Stefan Ring Støhrmann, radionetværkschef hos 3, og fortsætter:
”På den lidt længere bane – fra omkring 2021 og frem – bliver 5G i stand til at levere næste generations mobile bredbånd, som har hurtigere download og større kapacitet. Det går også under navnet ’trådløs fiber’. Og kigger vi endnu længere frem vil 5G om nogle år kunne byde på banebrydende nye oplevelser, når forskellige industrier for alvor begynder at udnytte mulighederne ved 5G’s øjeblikkelige, trådløse højhastighedsforbindelser. Så vil vi sikkert se selvkørende biler, udbringning af varer med droner og fjernstyrede operationer, og Live Virtual Reality og Augmented Reality vil blive hverdagskost.”
Du kan læse mere om 3’s 5G-planer på www.3.dk/5g