×
Features

7 ting du skal vide om iPhone 11 Pro

De mange rygter om iPhone 11 Pro har efterhånden krystalliseret sig i et ret godt billede af, hvad vi kan forvente af det nye kuld fra Apple.

Vi nærmer os september; måneden, hvor Apple ifølge traditionen præsenterer det seneste kuld af iPhones. Mængden af rygter er da også eksploderet de seneste uger – og de plejer ikke at være helt ved siden af, når vi når frem til denne tid. Herunder en oversigt over, hvordan vi forventer at årets tre iPhone-varianter bliver …

iPhone 11 kommer i tre varianter

Årets iPhone-aftapninger kommer i tre varianter og navnene bliver med stor sandsynlighed ændret i år. I stedet for at fortsætte med de romerske tal, som får folk til at kalde iPhone ved det forkerte navn – den hedder 10S, ikke XS – lader Apple til at rette ind med resten af produktlinjen. iPhone 11 Pro bliver den ”almindelige” iPhone, der skal afløse iPhone Xs, mens iPhone 11 Pro Max vil afløse Xs Plus.

Telefonen, der bare hedder iPhone 11 (uden Pro), afløser iPhone Xr som den billigste model i familien. 

Det vil give rigtig god mening for Apple at tage Pro-betegnelsen med ind over iPhone-produktlinjen. Både computere og tablets har Pro-udgaver, mens iPhone altid bare har været iPhone. Pro-betegnelsen hjælper med at definere hvilke modeller, der er topmodeller, samtidig med at en telefon, der har navnet iPhone 11 ikke vil virke som den billige budgetløsning, men bare som en mulighed for dem, der ikke har brug for alle Pro’ernes funktioner.

iPhone 11 Pro
Et gæt på, hvordan de tre nye iPhone 11 modeller kommet til at se ud.

De to Pro-modeller får kamera-terning

Nyhedstjenesten Bloomberg, der regnes for at være ekstremt pålidelig, har givet adskillige detaljer om kameradelen på de nye iPhone-modeller. Mange af informationerne har tidligere været ude som rygter, men Bloomberg giver dem noget mere tyngde.

  • De to iPhone Pro-modeller får et tredobbelt kamerasystem. Den tredje sensor er en ultra-vidvinkel, der giver kameraerne mere fleksibilitet.
  • Kameraerne vil tage tre billeder samtidig og benytte AI til at justere motivet, hvis nogen bliver klippet ud af billedet. Ved at kombinere de tre sensorer kan der også tages billeder i højere opløsning.
  • Apple forbedrer ydelsen i dårlig belysning; sandsynligvis som et modsvar til Googles Night Sight-funktion.
  • Apple vil også fokusere på at forbedre videooptagelserne. Ifølge Bloomberg vil det være muligt at ”retouchere, anvende effekter, ændre farver og justere beskæring” samtidig med at der optages.
  • Den mindste og billigste iPhone 11 får kun to kameraer. Den ekstra linse bliver en telefoto, der er specielt brugbar til portrætfotos.

Telefonerne får omvendt trådløs opladning

Apple ”adopterer” med meget stor sandsynlighed den omvendte trådløse opladning fra Samsung og Huawei. Det kommer til at betyde, at eksempelvis Apples egne AirPods-hovedtelefoner vil kunne oplades trådløst ved at lægge dem på en iPhone, der ligger med bagsiden opad. Det giver rigtig god mening for Apple at udstyre de nye iPhone-modeller med teknologien – i særdeleshed efter at de måtte kaste håndklædet i ringen og droppe at lave den lovede AirPower-oplader.

Der kommer en hurtigoplader i æsken

Der er tegn på, at Apple endelig lægger en hurtigoplader i æsken, sammen med iPhone. Siden iPhone X har telefonerne understøttet hurtigladning, men for at udnytte det, har iPhone-ejerne måttet investere ekstra penge i et USB-C ladekabel og en ekstra oplader. Den oplader, der har fulgt med, er simpelthen ikke kraftig nok til hurtigladning. 

I øvrigt vil de nye iPhone, trods tidligere rygter om det modsatte, ikke være udstyret med USB-C. De vil stadig have Lightning-stik.

Telefonerne bliver bedre sikret mod vand

De seneste iPhone-modeller har en såkaldt IP68-certificering, men på de nye modeller bliver vandsikringen ”markant bedre” hævdes det. IP68 betyder, at iPhone (i hvert fald teoretisk) kan ligge under tre meter vand i en halv time uden at tage skade.

A13 iPhone 11 Pro

Der kommer til at ske store ændringer med hardwaren

Mens designet på de nye modeller ikke lader til at ændres det store – om overhovedet – i forhold til sidste års modeller, så sker der alligevel ting under skærmen. 

  • Apple introducerer en ny Face ID-sensor med et bredere synsfelt. Det vil betyde, at telefonen kan låses op selv om du ikke kigger direkte på den – eksempelvis mens den ligger på et bord.
  • Apple slår 3D Touch-funktionen ihjel og skifter den ud med Haptic Touch, der i stedet for at registrere hvor hårdt man trykker, simpelthen registrerer hvor længe man trykker. Den løsning blev introduceret på iPhone Xr.
  • Den nye A13-processor får en separat ”AMX” hjælpeprocessor til regnetunge opgaver. Det skal give mere pusterum til andre opgaver, når man bruger AI og Augmented Reality.
  • Nej, iPhone får ikke 5G-understøtrtelse i år. Det kommer sandsynligvis næste år.
  • Der har også været rygter om at Apple Pen vil kunne bruges med de nye Pro-modeller, men der har ikke konkrete rygter i lang tid.

Telefonerne lanceres 10 september

Der er endnu ikke udsendt invitationer til pressen, men alle tegn i sol, måne og stjerner peger på, at den 10. september bliver datoen, hvor Tom Cook og kompagni går på scenen for at præsentere de tre nye telefoner – og en række andre nyheder.

Blandt andet rygtes det, at Apple vil opdatere iPad og iPad Pro; der er også snak om, at der kommer en 16-tommer MacBook Pro, såvel som to nye materialevarianter af Apple Watch. 

Vi forventer at Apple udsender invitationer til sit event i næste uge – og vi håber, at der endnu engang kommer en invitation til os også.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.