iNPUT var i aftes i London for at overvære lanceringen af LG’s nye flagskib, G4. Mobilen kom næppe som nogen overraskelse, når man tager mængden af lækkede data – officielle og uofficielle – i betragtning, men der er stadig ting at dykke ned i. Her er de syv punkter, vi synes er mest interessant ved den nye telefon.
01. Banebrydende ny 2K-skærm
Forgængeren G3 var den første smartphone med Quad HD-skærm, og ved første øjekast er skærmen i G4 identisk; 5,5 tommer i 2K-oplsøning på 1440 x 2560 pixels. Men LG har udstyret den nye model med sin nyudviklede IPS Quantum Display-teknologi, der ifølge marketingstrompeterne giver 50 procent højere kontrast og 30 procent bedre lysstyrke. Teknologien bruges i øvrigt også i LG’s fladskærme. Om der så er hold i påstanden, må vi tjekke, når vi får et testeksemplar.
02. Bagsiden er af læder
LG forsøger tydeligvis at ramme kinesere og nyrige russere et specifikt luksus-segment, ved at klæde mobilen på i ægte læder. Den fås i adskillige farver, men kan stadig fjernes, så man kan skifte batteriet og udvide mobilens lagerplads.
03. Den har fået spritny brugerflade
LG kunne ikke vente med at vise os sin nye UX 4.0-brugerflade, så de har dryppet information ud løbende. Allerede inden lanceringen fik UX 4.0 ry for at være den bedste Android-brugerflade på markedet. LG har – i tidens ånd – fjernet al bloatware fra telefonen, og så har de udstyret den med Smart Notice, der advarer dig om apps, der dræner dit batteri. Se en introduktion til brugerfladen herunder:
04. Laser-kamera
Ligesom G3 har G4 et kamera, der benytter laser til lynhurtig autofokus, men kvaliteten er der blevet kælet for. G4 har 16 megapixel kamera med en blændeåbning på f/1,8 (Samsung Galaxy S6 har f/1,9, red.), der i teorien skulle give bedre billeder i mørke omgivelser. Kameraet kan indstilles til fuldstændig manuel modus og der er endda mulighed for at gemme billeder i RAW-formatet. Kameraet har også en speciel funktioner, der gør det muligt at holde lukkeren åben i op til 30 sekunder – perfekt til nattebilleder af stjernehimlen eller biler i storbyen. Kan også optage video i 4K-kvalitet.
05. Lager i skyen
G4 leveres udelukkende med 32 gigabyte lagerplads, hvilket er anstændigt. Heldigvis kan den udvides ved hjælp af microSD-kort op til 200 GB, og der følger gratis 100 GB lagerplads i Google Drive med, når man køber telefonen.
06. Ikke den hurtigste processor
HTC har valgt at udstyre sit flagskib, HTC One M9, med en lynhurtig Qualcomm Snapdragon 801-processor, mens LG bruger den noget mere blodfattige Snapdragon 808-processor i G4. Det betyder at G4 næppe vinder i nogen benchmark-test, til gengæld er der chance for at batteriet holder længere.
07. Den er kurvet
Personligt forstår jeg det ikke, men koreanerne (LG og Samsung, red.) er åbenbart pjattede med buede produkter. Både kroppen og skærmen er svagt buede – LG kalder det “Floating Arc” – hvilket skulle gøre det mere behagelig at holde på telefonen, uden at det går ud over skærmkvaliteten.
LG G4 til salg i Danmark i løbet af juni måned. Prisen kendes endnu ikke.
Her er de rå data:
Processor: Qualcomm Snapdragon 808 med LTE
Skærm: 5,5-tommer Quad HD IPS Quantum (2560 x 1440, 538ppi)
Netværk: 4G / LTE / HSPA+ 21 Mbps (3G)
Lager: 32GB eMMC ROM, 3GB LPDDR3 RAM / microSD slot
Kamera: 16MP med f/1,8 / Front 8MP
Batteri: 3,000mAh
Operativsystem: Android 5.1 Lollipop
Tilslutninger: Wi-Fi 802.11 a, b, g, n, ac / Bluetooth 4.1LE / NFC / USB 2.0
Farver: Læder: Sort, brun, rød, blå, beige, gul. Keramisk: Metalgrå, hvid og guld.
Dimensioner: 148,9 x 76,1 x 6,3 – 9,8mm
Vægt: 155g