Volkswagens topchef, Thomas Schäfer, har bekræftet, at koncernens kommende elektriske mini-SUV kommer til at hedde ID.2X. Bekræftelsen kom via LinkedIn , hvor Schäfer samtidig afslørede, at modellen vil få sin officielle debut til IAA Mobility-messen i München til september.
Med ID.2X bygger Volkswagen videre på deres strategi om at levere mere overkommelige elbiler, og modellen forventes at blive en elektrisk pendant til den populære T-Cross. Den bliver en del af den kommende ID.2-familie, som skal give forhjulstrukne elbiler en central rolle i VW’s lineup.
Volkswagen har tidligere løftet sløret for, at ID.2-modellerne skal baseres på en f orkortet MEB-platform, hvilket betyder en kompakt, men rummelig SUV med moderne teknologi og et skarpt prisskilt. Mens grundmodellen af ID.2 får en pris på 25.000 euro, ventes ID.2X at lande i et prisleje omkring 30.000 euro (cirka 225.000 kroner), hvilket gør den til en attraktiv mulighed for dem, der leder efter en overkommelig el-SUV.
Urban Cars-familien fra Volkswagen Gruppen består, ud over ID.2 af Cupra Raval og Škoda Epiq. Den officielle præsentation finder sted til september under IAA Mobility 2025, hvor Volkswagen vil give et dybere indblik i design, specifikationer og teknologi. Med denne bekræftelse bliver det spændende at se, hvordan ID.2X vil tage kampen op mod konkurrenterne i det voksende marked for kompakte elektriske SUV’er.
Allerede til marts er der nyheder fra tyskerne. Her vil de nemlig præsentere prototypen på det, der skal blive deres hidtil billigste elbil, nemlig ID.Every1, der sendes på vejene i 2027.