GadgetsTophistorie

Her er Apples billigste mobil – iPhone 16e

iPhone 16e er nu officielt lanceret til en pris på 5.499 kroner. Den har indmad fra øverste hylde og er i butikkerne allerede næste uge.

Apple har netop præsenteret deres nyeste skud på stammen: iPhone 16e. Det er den billigste iPhone i butikken, men i modsætning til tidligere tiders billige SE-modeller markerer den et markant skifte ved at fjerne den klassiske hjem-knap og Touch ID til fordel for Face ID og en notch i skærmen.

Designmæssigt læner iPhone 16e sig op ad iPhone 14 fra 2022 med en 6,1-tommer OLED-skærm. Under motorhjelmen finder vi den nyeste A18-chip, der understøtter Apple Intelligence, Apples suite af AI-værktøjer.  Altså bare ikke herhjemme, hvor de ikke er lanceret.

 

Derudover er der tilføjet en Action-knap, USB-C-port og et 48-megapixel bagkamera. Bemærkelsesværdigt er det også, at iPhone 16e er den første iPhone med et Apple-udviklet modem.

iPhone 16e har fået action-knap.

iPhone 16e med indmad fra øverste hylde

Modellen er tiltænkt dem, der ønsker en mere prisvenlig indgang til Apples økosystem – men denne gang uden at gå på kompromis med de nyeste teknologier.

 

Den kommer med en 6,1-tommer OLED-skærm, hvilket er en markant forbedring sammenlignet med de tidligere LCD-baserede budgetmodeller. Skærmen understøtter HDR og leverer en lysstyrke, der matcher de dyrere iPhones.

Bagpå finder vi et 48-megapixel kamera, som bringer betydelige forbedringer til billedkvaliteten. Det betyder, at selv en model i den mere prisvenlige kategori nu kan tage skarpere billeder, især under dårlige lysforhold.

Forbindelsesmæssigt får 16e også en større opgradering i form af et Apple-udviklet modem, der skal give bedre netværksforbindelse og potentielt længere batterilevetid. Som ventet dropper Apple Lightning-porten helt – iPhone 16e kommer derfor med en USB-C-port, hvilket gør det nemmere at oplade med samme kabel som MacBooks og iPads.

 

Prisen starter ved 5.499 kroner med 128 gigabyte lagerplads ombord. Den største model med 512 gigabyte står i 8.499 kroner. Forudbestillinger åbner den 21. februar klokken 14.00., og de første enheder rammer butikkerne den 28. februar. Læs eventuelt mere hos Apple.

Læs også vores Apple iPhone 16 Pro Max anmeldelse.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.