ElbilerTophistorie

Tesla ruller længe ventede selvkørende funktioner ud i Kina

En ny opdatering giver udvalgte biler avanceret FSD lignende førerassistance på bygader – men stadig under førerens opsyn.

Tesla har nu tændt for de første avancerede selvkørende funktioner i Kina. I en ny softwareopdatering får kinesiske Tesla-ejere adgang til en række driver-assist-funktioner, der minder om dem, som i USA markedsføres som Full Self-Driving (FSD). Det skriver Bloomberg.

Opdateringen bliver sendt ud i bølger og giver bilerne mulighed for at navigere på bygader, genkende trafiklys, tage afkørsler, skifte vognbane og justere hastigheden automatisk. Dog kræver systemet stadig, at føreren holder øje med vejen og kan gribe ind efter behov.

 

I første omgang bliver opdateringen rullet ud til biler med den nyeste hardwaregeneration, HW 4.0, som har været standard i lokalt producerede Model 3 og Model Y siden sidste år. Tesla lover dog, at funktionerne gradvist vil blive udvidet til flere køretøjer.

FSD-funktionerne i Kina koster 64.000 yuan (cirka 62.623 danske kroner) for de kunder, der ønsker at låse dem op. Interessant nok undgår Tesla at markedsføre opdateringen direkte som “Full Self-Driving” i Kina, hvor reguleringer har forsinket teknologien.

 

Elon Musk har længe arbejdet på at få tilladelse til at udrulle FSD i Kina. For at gøre det muligt har Tesla blandt andet indgået en aftale med Baidu om kort- og navigationsdata og sikret sig overholdelse af Kinas strikse regler for datasikkerhed.

Et af de store benspænd har været de begrænsninger, som både USA og Kina har lagt på, hvordan Tesla må træne sit system til lokale forhold. For at omgå dette har ingeniørerne trukket på videomateriale fra kinesiske veje, der ligger frit tilgængeligt på nettet, for at finpudse softwaren.

Kina er i forvejen et marked med stærk konkurrence på førerassistanceteknologi. Blandt andet har elbilgiganten BYD for nylig præsenteret sit “God’s Eye”-system, som tilbyder avancerede assistentfunktioner selv i relativt billige modeller.

 

Læs også: Cybertruck-ulykke vækker bekymring om Teslas FSD software.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.