ElbilerTophistorie

Kia EV4 – her er alle detaljerne

Kia EV4 vil udfordre vanetænkningen med to karrosserityper, lang rækkevidde og moderne teknologi i en skarp pakke.

Kia har nu præsenteret alle detaljer om produktionsudgaven af deres kommende EV4, pånær prisen forstås. Begge udgaver af bilen blev vist frem under Kia Battery Day. EV4 tilbydes i både sedan- og hatchback-udgave. Begge varianter er baseret på Kias Electric Global Modular Platform (E-GMP), men med en 400V-arkitektur i stedet for den mere avancerede 800V, der findes i EV6 og EV9. Dette skal sikre hurtige opladningstider til en mere overkommelig pris.

Kia EV4 kommer i to batterikonfigurationer: en standardudgave med et 58,3 kWh batteri og en long range-version med 81,4 kWh. Sedan-modellen kan køre op til 630 kilometer på en opladning (WLTP), mens hatchbacken topper ved 590 kilometer. En DC-opladning fra 10-80 procent kan klares på 31 minutter.

 

Kia har med EV4 skabt en bil, der adskiller sig fra traditionelle sedan- og hatchback-designs. Den lave front, strakte silhuet og aerodynamiske detaljer resulterer i en luftmodstandskoefficient på 0,23 Cd. Forlygterne følger Kias Star Map-signatur, mens en to-delt spoiler og markante baglygter fuldender designet.

Interiøret i Kia EV4 skal kombinere minimalisme med teknologi. En 30-tommers bred skærm samler instrumentering og infotainment, og bilens Connected Car Navigation Cockpit (ccNC) skal sikre en brugervenlig oplevelse. Kia introducerer også en Vehicle Smart TV-funktion, der giver adgang til streamingtjenester som YouTube, Disney+ og Netflix på 30-tommer skærmen.

 

I den forbindelse hævder Kia, at EV4 tilbyder en af de mest omfattende underholdningsoplevelser, der nogensinde er udviklet til en produktionsbil. Rest Mode bruger forsædets afslapningsfunktioner og stemningsbelysning til at skabe en afslappende atmosfære. Theatre Mode optimerer indstillingerne for 30-tommers skærmen, interiørets stemningsbelysning og seks-højttalers lydsystemet (en valgfri otte-højttalers Harman/Kardon-version er også tilgængelig) for at levere “en enestående visuel og auditiv oplevelse”.

EV4 tilbyder opvarmede og ventilerede sæder, adaptiv stemningsbelysning og et Harman/Kardon-lydsystem i de dyrere varianter. Kias Digital Key 2.0 tillader adgang til bilen via smartphone eller smartwatch.

På sikkerhedssiden er Kia EV4 udstyret med førerassistentsystemer som Highway Driving Assist 2 (HDA 2), adaptiv fartpilot med navigation og Remote Smart Parking Assist (RSPA Entry). Kia forventer, at modellen vil opnå en femstjernet Euro NCAP-vurdering.

 

FunktionSedan Standard RangeSedan Long RangeHatchback Standard RangeHatchback Long Range
Batteristørrelse58,3 kWh81,4 kWh58,3 kWh81,4 kWh
Rækkevidde (WLTP)430 km630 km410 km590 km
Motor204 hk204 hk204 hk204 hk
Forbrug (kWh/100 km)14,512,915,013,2
0-100 km/t7,4 sek.7,7 sek.7,4 sek.7,7 sek.
Topfart170 km/t170 km/t170 km/t170 km/t
Opladning (DC 10-80%)31 min.31 min.31 min.31 min.
Bagagerum490 liter490 liter435 liter435 liter

Kia EV4 sedan skal produceres i Korea, mens hatchbacken bygges i Slovakiet med fokus på det europæiske marked. Produktionen af sedanmodellen starter i midten af juni, mens produktionen af EV4 hatchback til det europæiske marked begynder i anden halvdel af året. De første eksemplarer forventes at lande i Danmark i tredje kvartal af 2025.

FAQ: Kia EV4

Hvornår kommer den på vejene?

Det forventes at Kia EV4 kommer til landet i tredje kvartal 2025.

Hvad koster Kia EV4?

Kia har endnu ikke offentliggjort prisen på EV4, men den bliver i sagens natur billigere end EV6, så en pris på omkring 250.000-300.000 kroner er ikke urealistisk.

Har Kia EV4 også 800 volt-teknologi?

Nej. Begge EV4 varianter er bygget på Kias dedikerede 400V Electric Global Modular Platform (E-GMP).

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.