Sonos har besluttet at skrinlægge sin streaming-tv-boks, der ellers var udset til at blive en af årets helt store lanceringer. Produktet, der gik under kodenavnet Pinewood, var allerede langt fremme i udviklingen og havde gennemgået flere måneders betatest, men bliver nu helt opgivet.
Beslutningen blev meldt ud af Sonos‛ midlertidige CEO, Tom Conrad, under et internt møde, hvor han også forklarede, at medarbejderne bag projektet nu skal fordeles ud på andre initiativer. Conrad ønsker med beslutningen at genfokusere virksomheden og rette op på skaderne efter et hårdt 2024.
„En satsning på video er ikke aktuel for os lige nu,‟ sagde Conrad ifølge The Verge.
Dermed står Sonos uden en væsentlig ny hardware-lancering i andet halvår af 2025, hvilket kommer oven på sidste års lanceringer af Sonos Ace-hovedtelefonerne, Arc Ultra soundbaren og Sub 4-subwooferen.
Internt i virksomheden har der angiveligt været bekymring for, at Pinewood kunne blive en gentagelse af fejlen med Sonos Ace-hovedtelefonerne, hvor Sonos forgæves forsøgte at konkurrere med allerede etablerede spillere. I markedet for streaming-bokse er konkurrencen allerede stærkt domineret af brands som Roku, Amazon, Apple og Google.
Pinewood skulle tilbyde brugerne adgang til de mest populære streaming-apps samt en avanceret universel søgefunktion og indholdssamling. Desuden skulle den også fungere som HDMI-switch og understøtte gaming-konsoller samt 4K Blu-ray-afspillere. Boksen var tiltænkt som en central enhed til Sonos‛ omfattende højtalersystemer.
Nu vil Sonos i stedet koncentrere kræfterne om at forbedre virksomhedens software, der sidste år var skyld i store udfordringer for firmaets ry.
Sonos har ikke kommenteret beslutningen officielt, men en talsperson fra virksomheden, Erin Pategas, understreger, at det eksisterende samarbejde med The Trade Desk – leverandøren af det operativsystem, Pinewood skulle have benyttet – fortsætter som hidtil.