ElbilerTophistorie

Audi lover ny, billigere elbil næste år

Audi-fans kan se frem til en elektrisk bil i A3-klassen til næste år, fortæller selskabet.

Audi gør klar til at udvide elbilporteføljen med en ny, mere kompakt og prisvenlig model. Den nye elbil, som internt omtales som en elektrisk efterfølger til A3, skal produceres allerede fra næste år – og bliver ifølge Audi-chef Gernot Döllner mærkets nye indgangsbillet til elbilverdenen.

I et interview med den tyske avis Süddeutsche Zeitung løfter Audi-direktøren sløret for planerne:

 

– Med Q4 e-tron har vi allerede en attraktiv elbil til lav pris. Men ja, vi vil snart tilbyde en endnu mere kompakt model. Produktionen starter her i Ingolstadt næste år, fortæller han.

Det er endnu uvist, om den kommende elbil officielt får navnet A3, men Döllner beskriver den som værende i samme klasse – og lover, at det bliver „en rigtig god model‟.

 

Fælles teknik med Volkswagen og Skoda

Selvom Audi endnu ikke har delt tekniske detaljer, er det sandsynligt, at den nye model bygges på Volkswagen-koncernens MEB-platform – den samme som benyttes til modeller som VW ID.3, Cupra Born, Skoda Enyaq – og Audis egen Q4 e-tron. Det betyder, at man kan forvente en række velkendte drivlinjer og batterikonfigurationer – og ikke mindst en mere overkommelig pris end koncernens større elbiler.

Mens de større og dyrere modeller – som Q6 e-tron og A6 e-tron – bygger på en nyudviklet PPE-platform med hurtigere opladning og 800-volts teknologi, vil den nye A3-lignende elbil altså sandsynligvis være lidt mere jordnær i både pris og teknologi.

Audi har ellers tidligere givet udtryk for, at mindre modeller kunne få det svært i skiftet til eldrift, på grund af de høje udviklingsomkostninger. Men markedets efterspørgsel efter billigere elbiler har tilsyneladende ændret strategien.

 

Det skal også ses i lyset af, at Q4 e-tron har været en stor succes. I hvert fald herhjemme, hvor den med 13.887 indregistrerede eksemplarer er den sjettemest populære elbilmodel. I øvrigt er netop Audi A3 den bedst sælgende Audi-model overhovedet herhjemme, så en elektrisk udgave kan vise sig at være en rigtig god beslutning.

Officiel præsentation og navngivning ventes i løbet af det kommende år.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.