AnmeldelseMobil og tabletsTophistorie

Anmeldelse: Google Pixel 9a

Google Pixel 9a er en mellemklassemobil der napper topmodellerne i haserne

Google Pixel 9a lander midt i en tid, hvor markedet for mellemklasse-telefoner er presset som aldrig før. Konkurrencen kommer fra både kinesiske producenter og fra Googles egne tidligere modeller, som stadig tilbyder god værdi. Alligevel formår Pixel 9a at skille sig ud ved at bygge videre på Googles stærke kerne: software, kamera og en gennemtænkt brugeroplevelse – alt sammen til en pris, der stadig ligger i den lavere ende af skalaen. Jeg indrømmer gerne, allerede nu, at jeg virkelig er blevet fan af Pixel serien. Du får simpelthen bare meget god telefon for pengene på tværs af serien – og det gør sig altså absolut også gældende for Pixel 9a.

Design og materialer: Klassisk Pixel, med små fornyelser

Pixel 9a ligner umiddelbart sine storebrødre, Pixel 9 og Pixel 9 Pro som vi i øvrigt har anmeldt her. Den karakteristiske kamerabjælke på bagsiden er stadig til stede, men i en lidt mere nedtonet version. Rammen er lavet af aluminium, mens bagsiden er i plast – noget, man også så på forgængeren, Pixel 7a. Det føles solidt, og takket være en mat finish er telefonen både behagelig at holde og mindre tilbøjelig til at samle fingeraftryk.

 

Skærmen er en 6,1-tommer OLED med 120 Hz opdateringshastighed. Det er en forbedring i forhold til de tidligere 90 Hz i Pixel 7a og gør oplevelsen mere flydende, især ved scrolling og animationer. Farvegengivelsen er præcis, kontrasten er stærk, og lysstyrken er tilstrækkelig til også at kunne ses i sollys – dog uden at overgå de bedste flagskibe.

Masser af overskud på ydelsen

Under motorhjelmen finder man Googles egen Tensor G4-chip, den samme som i Pixel 9 og 9 Pro. Det betyder, at Pixel 9a kører med et kraftoverskud, man sjældent ser i denne prisklasse. Hverdagsopgaver klares med lethed, apps åbner hurtigt, og multitasking kører uden hakken. Og ja, jeg ved godt at rygterne går på, at G5 bliver et helt andet bæst der er designet fra grunden op til at tage livtag med Apples A serie, men i hverdagen – hvor det gælder – er G4 altså en virkelig habil processor der leverer.

 

Grafikydelsen er solid, og de fleste spil kører flydende – dog ikke altid med de højeste indstillinger, hvor telefonen kan blive en smule varm. Den termiske styring er forbedret i forhold til tidligere Tensor-generationer, men under længerevarende belastning mærkes en vis varmeudvikling alligevel. Det er dog ikke en kæmpe udfordring, og den bliver aldrig decideret ubehagelig varm. 

Telefonen har 8 GB RAM og 128 eller 256 GB lagerplads som standard, uden mulighed for udvidelse. Det er tilstrækkeligt for de fleste, men power-brugere kan savne en version med mere lagerplads.

Godt point and shoot kamera

Pixel-serien er kendt for sit gode kamera, og 9a skuffer ikke. Den primære sensor er en 48 MP optik der naturligvis har optisk billedstabilisering. Selvom sensoren ikke er ny, er det Googles software, der gør forskellen. Billeder taget med Pixel 9a er skarpe, velbelyste og farvemættede – uden at være for mættede. Dynamikken er glimrende, og HDR fungerer særligt godt i situationer med modlys.

 

1000002789
Farverne er mættede uden at være unaturlige og dybdeskarpheden er god
PXL 20250415 135928512
HDR fungerer fint i modlys, hvor alle detaljer i bygningerne er tydelige selv i skarpt modlys.

Portrætter ser naturlige ud med god adskillelse af forgrund og baggrund, og nattilstand leverer overraskende meget lys og detaljer selv i næsten mørke omgivelser. Frontkameraet på 13 MP klarer selfies godt og understøtter også 4K-video.

Der er alle de sædvanlige AI funktioner med i pakken, så du kan for eksempel tage et billede og så selv træde ind i billedet ved at en anden tager et nyt billede af dig i samme omgivelser og så kombinerer telefonen de to. Det er faktisk endda begyndt at fungere ret godt – der var en del problemer med det tidligere. Du kan også lade kameraet være Google Geminis “øjne” og stille den spørgsmål til de ting den så “ser”. Også det fungerer faktisk overraskende godt, også på dansk. Om det så er noget, mange reelt vil bruge er en anden sag.

Videodelen er stærk, med 4K-optagelse op til 60 fps og god stabilisering. Mikrofonerne indfanger lyd klart, og autofokus reagerer hurtigt. Det er ikke nødvendigvis en konkurrent til de bedste kameratelefoner på markedet, men til prisen er niveauet svært at slå, og som point-and-shoot kamera er det aldeles glimrende.

 

Mangler det sidste på opladning

Pixel 9a har et 5100 mAh batteri, hvilket er et passende valg til telefonens størrelse og ydeevne. Med typisk brug holder den nemt en hel dag, og mange vil kunne strække det til halvanden dag. Det kan jeg dog ikke, og jeg kunne godt bekymre mig for, hvordan det ser ud om et års tid. Men indtil videre er det altså ikke et problem at komme igennem en hel dag. Effektiv strømstyring i Android 14 og Tensor G3-chippen bidrager til det.

Opladning foregår med op til 23W via kabel og det føles langsomt sammenlignet med konkurrenter, der tilbyder 30W, 67W eller endda 100W. En fuld opladning tager tæt på to timer, og vælger du trådløs opladning er det kun med den gamle Qi standard, og ikke version 2. Derfor er der kun 7,5W opladning. Det er dog fint nok til at gøre det, de fleste nok gør og oplade telefonen fra næsten død til 100% i løbet af natten. Det ville have været rart med hurtigere opladning, men igen – Google har prioriteret for at få prisen ned, og det virker som om deres prioriteter har været rigtige.

 

Den rene Android er stadig kongen

Den rene Android-oplevelse er stadig et stærkt salgsargument. Pixel 9a leveres med Android 14 og er garanteret mindst fem års opdateringer, herunder tre års store Android-versioner. Det giver en langsigtet sikkerhed og stabilitet, som andre Android-telefoner i samme prisklasse ikke kan matche.

Brugerfladen er hurtig og enkel, med små smarte tilføjelser som den automatiske transkribering i Recorder-appen, smarte svar i notifikationer og Googles egen version af “Live Translate”, der fungerer imponerende godt. Derudover er Pixel-funktioner som “Hold for me”, “Call screening” og “Now Playing” selvfølgelig stadig klar til brug, og for flere funktioners vedkommende er det virkelig her, Google kan skille sig ud. 

 

En af de mest helstøbte mellemklasse-telefoner

Google Pixel 9a rammer balancen mellem pris og ydeevne på fornem vis. Designet er enkelt, men behageligt. Skærmen er god, ydeevnen rækker langt, og kameraet leverer billeder i en klasse over, hvad man normalt ser til denne pris. Tilføj dertil langtidsholdbar software og små, gennemtænkte funktioner, og Pixel 9a hiver sig op til at blive en den slags telefoner det er meget svært at gå galt i byen med.

Manglen på hurtig opladning er værd at bemærke, men ikke noget, der bør være en dealbreaker. Pixel 9a er ikke kun en “budget-version” af de dyrere modeller – det er en selvstændig og kompetent smartphone, som mange vil være mere end tilfredse med i dagligdagen.

Du kan se de fulde specifikationer og eventuelt købe Pixel 9a her.

Google Pixel 9a

Design
Funktioner
Kamera
Batteri og opladning
Ydelse
Pris

Pris: 4.299 kr.

På mange måder er Pixel 9a tættere på en topmobil end en mellemklasse, omend der er nogle skønhedsfejl der irriterer

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.