TeknologiTophistorie

Fup med “grøn” biodiesel

Europas grønne biodiesel kan være sort i forklædning – ny afsløring viser, at olieselskaber skjuler palmeolie som affald for at sælge den som bæredygtigt brændstof.

Flere af Europas største olieselskaber markedsfører en særlig type biodiesel som grøn og klimavenlig – men en ny afsløring viser, at brændstoffet kan være baseret på fup. Store mængder palmeolie ser ud til at blive skjult som affaldsproduktet POME for at fremstå bæredygtigt.

HVO – også kendt som “Hydrotreated Vegetable Oil” – er en type biodiesel, der fremstilles af restprodukter og affald. Den sælges som en klimavenlig erstatning for almindelig diesel, og olieselskaberne hævder, at den kan reducere CO₂-udledningen med op til 95 procent. Men en ny rapport fra miljøorganisationen Transport & Environment (T&E) sår dyb tvivl om de grønne løfter.

 

Hjertet i skandalen er POME (Palm Oil Mill Effluent), et affaldsprodukt fra produktionen af palmeolie. Ifølge T&E blev der i 2023 brugt over to millioner ton POME i europæisk biodiesel – næsten dobbelt så meget som den globale mængde, der realistisk set burde være tilgængelig. Organisationens beregninger viser samtidig, at indsamlingen af ægte POME i praksis er langt lavere.

– Det ser ud til, at meget af det, der markedsføres som POME, i virkeligheden er almindelig palmeolie forklædt som affald. Det rejser alvorlige spørgsmål om, hvor grøn denne såkaldte biodiesel egentlig er, siger Cian Delaney fra T&E.

 

Stor debat om palmeolie

Problemet er ikke nyt. For få år siden var der stor debat om palmeoliens rolle i biobrændstoffer. Kritikken gik især på skovrydning og tab af biodiversitet, og EU besluttede derfor at udfase palmeolie fra sine klimamål frem mod 2030. Resultatet blev, at brugen af palmeolie i biodiesel faldt med 80 procent fra 2019 til 2023.

Men samtidig steg brugen af såkaldte “affaldsbaserede” alternativer som brugt madolie, animalsk fedt – og altså POME. I dag udgør de omkring 40 procent af EU’s samlede biobrændstofforbrug. Bekymringen er nu, at palmeolien blot er kommet tilbage ad bagdøren, forklædt som affald for at udnytte gunstige regler og klimamål.

Storbritannien er allerede gået i gang med en officiel undersøgelse af sagen. BBC rapporterer, at regeringen nu gransker, om HVO-diesel i virkeligheden er en “miljøbluff”. En landmand siger til mediet, at råvaredeklarationerne er lette at manipulere, og at kontrollen med produktionen i lande som Indonesien, Malaysia og Kina er stærkt begrænset.

 

Grønt på papiret – men sort i virkeligheden?

POME er blevet så eftertragtet, at prisen i 2024 steg til 90 procent af prisen for almindelig palmeolie. Ifølge T&E brugte europæiske olieselskaber over 2 milliarder euro på POME alene sidste år. 

Samtidig har den indonesiske regering netop offentliggjort eksporttal, der viser, at eksporten af POME i 2023 og 2024 langt oversteg, hvad landet overhovedet er i stand til at producere. Endnu et tegn på, at der er noget galt i kæden.

T&E kræver nu handling fra EU og de nationale regeringer.

 

“Så længe det kan betale sig at skjule palmeolie som affald, vil vi ikke få reelle klimafordele ud af biodiesel,” advarer organisationen.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.