En opsigtsvækkende whistleblower-erklæring anklager Elon Musks DOGE for at stå bag et alvorligt databrud hos den amerikanske arbejdsstyrelse, National Labor Relations Board (NLRB).
Bag anklagen står cybersikkerhedsspecialisten Daniel Berulis, som i marts observerede usædvanlige ændringer i NLRB’s systemer kort efter, at ansatte fra Department of Government Efficiency (DOGE) fik adgang. Ændringerne inkluderer deaktiverede alarmer og fjernelse af to-faktor-godkendelse. Ifølge Berulis blev over 10 gigabyte data overført – herunder følsomme personoplysninger og fortrolige sagsdokumenter.
Russerne bankede på
Berulis hævder også at have opfanget loginforsøg fra udlandet, bl.a. fra Rusland, via nyoprettede brugere. Forsøgene blev blokeret, men han beskriver dem som “yderst bekymrende”. Især fordi brugeren med den russiske IP havde korrekt kodeord og login – og kun blev blokeret på grund af lokaliteten.
Whistlebloweren har indleveret dokumentation til Kongressen og modtaget trusler i forbindelse med sagen. En seddel med dronebilleder blev ifølge hans advokat efterladt ved hans hjem tidligere i april.
Det Hvide Hus afviser beskyldningerne og fastholder, at DOGE arbejder i fuld åbenhed. NLRB nægter at have givet adgang og hævder, at en intern undersøgelse ikke fandt tegn på et brud.
Det er endnu uklart, om sagen vil føre til en formel undersøgelse i Kongressen.