ElbilerTophistorie

Tesla Cybertruck i krise: Salget skuffer og produktionen drosles ned

Tesla Cybertruck står over for sin hidtil største krise. Salget halter, lagrene vokser, og nu begynder Tesla at tilbyde massive rabatter

Da Elon Musk i slutningen af 2023 lancerede den endelige version af Cybertruck, lød ambitionen, at produktionen ville nå 250.000 enheder årligt i løbet af 2025. Men vi er nu et godt stykke inde i året, og virkeligheden er en anden. Ifølge de seneste estimater sælges Cybertruck i øjeblikket i et tempo, der svarer til blot 25.000 enheder årligt – kun en tiendedel af det forventede.

Store lagre og store rabatter

Tesla begyndte ifølge elbilsmediet Electrek 2. kvartal 2025 med omkring 2.400 Cybertrucks stående usolgte – til en samlet værdi af over 200 millioner dollars. Mange af disse biler er fra modelåret 2024 og kvalificerer sig ikke længere til den amerikanske føderale skatterabat, hvilket gør dem mindre attraktive for købere.

 

For at få gang i salget tilbyder Tesla nu rabatter på op til 10.000 dollars pr. bil – med et gennemsnit på cirka 8.000 dollars, hvilket i nogle tilfælde overstiger den rabat, der normalt gives ved køb af elbiler i USA. Alligevel er det kun lykkedes at reducere lageret med omkring 100 biler siden månedens begyndelse.

Produktion nedtrappes på Gigafactory Texas

Ifølge en ny rapport fra Business Insider har Tesla nu skåret ned på bemandingen på Cybertruck-produktionslinjerne i sin fabrik i Texas. Nogle medarbejdere er blevet flyttet over til Model Y-produktionen, mens produktionen af Cybertruck nu kører i et meget lavere tempo end tidligere.

 

Tesla har generelt kørt sine fabrikker ved cirka 60 % kapacitet i 2025 for at undgå opbygning af lager. Men for Cybertruck ser det ud til, at nedskaleringen er endnu mere markant.

Nyt forsøg med ny model – uden held

I sidste uge lancerede Tesla en ny baghjulstrukket version af Cybertruck i et forsøg på at øge efterspørgslen, men modtagelsen har været lunken. Flere essentielle funktioner er blevet fjernet fra den nye model, hvilket har skabt utilfredshed blandt potentielle købere.

Mange bilproducenter ville for længst have droppet et projekt med så begrænset succes. Men Elon Musk nægter tilsyneladende at give op. Som tingene går nu er der dog en realistisk risiko for, at Cybertruck bliver udfaset helt. I hvert fald er det nu ikke længere en mulighed, at en version af bilen nogensinde kommer til Europa – ikke at den kunne være blevet godkendt til de europæiske veje alligevel.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.