Transportminister Benny Engelbrecht foreslår, at der skal investeres 500 millioner kroner i ladeinfrastrukturen til elbiler. Det vil give 50 ladeparker med omkring 630 lynladepunkter fordelt rundt om i landet, skriver Energiwatch.
– Det skal være lige så let at køre grøn bil, som det er at køre konventionel bil i dag. Det betyder, at man skal undgå omvejskørsel for at lade sin elbil op. Og med forslaget, som vi kommer med, er det antagelsen, at man kan undgå netop det i 99,9 pct. af alle køreture. Det vil sige, at man vil kunne lade sin elbil op umiddelbart i nærheden af en statsvej, siger Benny Engelbrecht.
Forslaget om den halve milliard kroner bliver en del af infrastrukturforhandlingerne, der afholdes senere på foråret.
Formålet med investeringen er, ifølge transportministeren, at få nedbragt ventetiden ved opladerne. Noget mangen en elbilsejer må døje med på langture – i særdeleshed i højtider som påsken.
– Hvis man tager ud på rejseintensiv fredag – hvor der er absolut mest pres på vejsystemet – så vil man ikke opleve ventetider, som er overstiger 10 minutter noget sted i Danmark, hvis man skal lade sin bil, siger Benny Engelbrecht.
Herfra skal der lyde et spædt håb om, at han får held til at forhandle forslaget til virkelighed. Undertegnede er selv på vej hjem fra påskeferie og skriver denne nyhed mens jeg venter på opladning i Fredericia.
Kø ved lynladerne i Fredericia, søndag 4. April (Foto: iNPUT)