Jeg kan lige så godt sige det fra starten, jeg er inderligt forelsket I serien A Series of Unfortunate Events. Selv om jeg egentlig foretrækker happy endings og serier, hvor de gode sejrer til sidst og denne første sæson af en serie, der konstant minder seeren om, at den er alt andet end det, lever virkelig op til sit navn.
Serien starter endda med en sang, der advarer seeren om de nedslående begivenheder, der vil følge, og opfordrer en til at se noget helt andet. Men det hele er jo så muntert og tydeligvis lavet for sjov, så galt kan det da heller ikke være. Men det kan det.
Kompetente børn og dumme voksne
Vi springer lige ud i det med at blive introduceret for de tre forældreløse Baudelaire-børn, der endnu ikke ved, at de er forældreløse, men ikke får lov til at tilbringe mange minutter i denne lykkelige uvidenhed. Vi bliver også introduceret for den umådelig inkompetente bankmand Poe, der bestyrer børnenes ganske store formue, som dog er helt låst væk indtil den ældste Violet bliver myndig. Poes opgave er at skaffe en værge til de tre børn og så ellers overhøre enhver af deres indvendinger, uanset hvor fornuftige de ellers er – i en verden hvor de voksnes største fællestræk er deres forunderlige evne til at tale over hovedet på de tre børn og ikke se, hvad der sker for øjnene af dem, tager Poe alligevel prisen som den mest blanke af dem alle. Med større fokus på sin egen snarlige forfremmelse end på ungernes ve og vel, skiber han dem afsted til den ene værge efter den anden.
Onde Olaf
Første værge er den store skuespiller Count Olaf, der spilles af Neil Patrick Harris (Starship Troopers, How I Met Your Mother) og viser sig at være helt og holdent uegnet til at have børn. Han bor i et faldefærdigt herskabshus, hvor de tre børn får én seng og en bunke sten til deling samt en lang række af urimelige arbejdsopgaver – og det kræver ikke den store indsigt at opdage, at Olaf har snydt den godtroende Poe og kun taget rollen som værge, for at få fingrene i børnenes arv. Så selvfølgelig er der ingen voksne, der får den tanke, og de tre må klare sig selv.
Søskendeparret Violet og Klaus samt deres spæde lillesøster Sunny er heldigvis mere ressourcestærke end alle seriens voksne tilsammen, så de skal jo nok klare det – men som serien antyder, så kommer én ulykke sjældent alene, og for Baudelaire-børnene kommer ulykkerne i stimer, og de ryger bogstavelig talt fra asken til ilden igen og igen.
Vi kan godt røbe her, at Count Olafs onde plan bliver afværget i sidste øjeblik, men at den griske greve ikke sådan giver op. Sammen med sin skuespillertrup bestående af karikerede tredjerangsforbrydere dukker han op igen og igen i stadig mere tåbelige forklædninger og med endnu mere forskruede planer for at få fat i ungerne og deres mange penge – forklædninger, der er så indlysende, at alle undtaget de tre kloge børn, falder for dem hver gang.
Stiliseret og teatralsk
Serien er ekstremt stiliseret med en fortællestil, der beror på gentagelser og helt sikkert vil irritere nogen. Ord og dialog er meget teatralske og scenografien giver mest tanker om filmet teater. Bøgernes (fiktive) forfatter Lemony Snicket dukker da også konstant op midt i handlingen for at forklare et begreb eller advare om den næste forestående rædselsfulde hændelse. Samtidig med, at han er en fortællerfigur uden for historien, så har Snicket sin egen sideløbende og hemmelighedsfulde historie, som tydeligvis er kædet sammen med børnenes, men som vi kun får små bidder af undervejs. Snicket er altid til stede, ulasteligt klædt og spillet af Patrick Warburton (Seinfeld), der er udstyret med en af verdens dybeste og bedste fortællerstemmer.
Visuelt er serien lige så stiliseret fra scenografi til kostumer. Den udspiller sig i en udefinerbar tidsperiode og i et univers, der mest minder om resultatet, hvis Wes Anderson og den tidlige Tim Burton havde fået et uægte barn. Der er også paralleller til de to underkendte Addams Family-film, der da også blev instrueret af Barry sonnenfeld (Men In Black, Get Shorty), som har produceret serien og instrueret fire afsnit.
Den stiliserede og teatralske fortælleform er med til at tage brodden af mord og anden dårligdom, der rammer de tre børn, så selv om det hele er grumt, så er det mere Tom og Jerry end American Psycho. Som Home Alone, bare sjov og meget mere sort.
Bevidst overspillet med stor effekt
Humoren er på en gang underspillet og overdrevet. Der er ingen vittigheder eller punchlines, men masser af gode replikker og fremragende roller. Neil Patrick Harris er ikke en skuespiller med stor dramatisk spændvidde, men rollen som en selvoptaget og elendig, nedrig skuespiller passer ham perfekt. Han spiller ikke godt nok til at narre nogen med sine mange forklædninger og elendige accenter, som han hele tiden glemmer, hvilket kun gør det endnu sjovere, at kun børnene gennemskuer ham.
Serien har også taget fat i en lang række voksne og ældre gæsteskuespillere, der tydeligvis nyder at give den hæmningsløst gas i deres respektive gæsteroller. Særligt Joan Cusack i episode 1 og 2 og Aasif Mandvi (The Today Show) i episode 3 og 4 klarer det forrygende. Fremhæves skal også Olafs lille forbrydertrup, hvor særligt Matty Cardaroples Henchperson of Indeterminate Gender har en række fine replikker. I andre roller ser vi bl.a. også Don Johnson (Miami Vice, Tin Cup) og Catherine O’Hara (Home Alone, Beetlejuice), der tydeligvis også har en fest med deres karikerede roller. De to børneskuespillere Malina Weissman som den opfindsomme Violet og Louis Hynes som den belæste Klaus formår også på imponerende vis at spille op imod de dygtige voksne skuespillere.
Om serien lever op til de populære bøger, kan jeg ikke sige noget om, da jeg ikke har læst dem. Men der er ingen tvivl om, at seriens fortælleform prøver at lægge sig tæt op ad forfatterens, hvilket muligvis vil støde visse tv-seere fra sig. Samtidig er dialog og indhold opdateret med masser af mere moderne referencer bl.a. andet til tv-streaming (som Count Olaf ikke er fan af).
Mysterier og more to come
Der er ét meget stort twist i serien, som nok ikke kan narre nogen, der har læst bøgerne, men som til gengæld tog røven på denne anmelder, så jeg bandede af min skærm. Og det endda selv om seriens fortæller løbende advarer os så meget, at det næsten er som når Penn & Teller gennemfører en tryllekunst med gennemsigtige rekvisitter med så stort flair, at man alligevel sidder tilbage og tænker ”hvordan gjorde de lige det?” Så selv om serien dyrker gentagelsen og nogen måske vil mene, at de fire afsnit (på hver to episoder) har en noget forudsigelig afslutning og overgang til næste værge, kulisse og afsnit, så er der også fremdrift og præcis så meget af et større bagvedliggende mysterium, at jeg i hvert tilfælde sidder klar til at binge sæson 2.
Serien er overdreven, stiliseret og gennemført sin egen på en måde, som nok deler vandene. Det er en serie af børmebøger, der ligesom Harry Potter-bøgerne har vist sig lige så populære blandt voksne, som giver de kompetente børn centerplaceringen, mens de voksne omkring dem er enten inkompetente eller onde – nogle begge dele – og ofte for selvcentrerede til at lytte til børnene. Det er ikke en tv-serie (kun) for børn, men derimod løftet til et niveau, hvor voksne sagtens kan nyde det gode skuespil og den intelligente fortælleform. Om den unikke stil virker, er nok et spørgsmål om smag og behag – jeg er som sagt vild med den.