Stakkels Facebook. Programmet Adblock skal fremover ikke alene blokere annoncer, det skal også forhindre Facebook og andre sociale medier i at lave “skygge profiler” som kan bruges til at samle informationer om dig, uden dit samtykke. Udvidelsen virker i første omgang til Chrome og Firefox.
Det Adblock angriber, er de vidt udbredte delings-knapper fra sociale medier. De er overalt – også på dette site – og selv om formålet er at dele spændende nyheder med venner og bekendte, så har de en anden usynlig funktion: De kan samle informationer om dig, endda selv om du ikke trykker på dem. Eller overhovedet er logget ind på de sites, de repræsenterer.
Inspireret af Apple
Folkene bag Adblock fortæller, at de er blevet inspireret til funktionen af Apple. Apple præsenterede i ugens løb opdateringer til sine styresystemer på World Wide Developers Conference, og en af de nye funktioner i iOS 12 og MacOS Mojave er netop, at sporing fra sociale medier er spærret som udgangspunkt. Du skal aktivt give de individuelle sites lov til at samle informationer om dig, hvis der er det, du ønsker.
Firmaet bag Adblock, Eyeo, vandt i april en retssag, hvor tyske medieudgivere ville have Adblock forbudt.