For tre år siden viste japanske Sony sin interesse for elbiler på CES-messen, med konceptbilen Vision S. Sidste år gik de sammen med ligeledes japanske Honda om at skabe elbiler – og nu er de to parter klar til at vise den første frugt af samarbejdet. Afeela hedder bilen, der skal ud på vejene i 2026. I første omgang dog kun i USA.
De to japanske selskaber giver et smugkig på bilen på årets udgave af CES-messen, der løber af stablen i disse dage.
Afeela er en sedan og bedømt alene ud fra størrelsen ligner den en direkte konkurrent til Tesla Model 3. Det er yderst sparsomt med tekniske data på bilen, men den vil benytte teknologi fra hardwareproducenten Qualcomm.
“For at realisere intelligent mobilitet kræves kontinuerlige softwareopdateringer og højtydende databehandling,” fortalte Yashuhide Mizuno, administrerende direktør for Sony Honda Mobility, til messen. “Med henblik herpå vil vi arbejde tæt sammen med Qualcomm.”
Afeela får mere end 40 sensorer ombord. Qualcomm lancerede onsdag en ny processor, Snapdragon Ride Flex SoC, der håndterer både assisteret kørsel og cockpitfunktioner, inklusive underholdning. Tidligere blev disse funktioner håndteret på forskellige chips, og at bringe dem sammen kan hjælpe med at reducere omkostningerne, fortæller en Qualcomm-chef til Reuters.
Sony vil også forsøge at udnytte sine styrker inden for sensorer. Afeela vil være udstyret med mere end 40 sensorer, fortalte Mizuno. Bilen vil bruge “Unreal Engine” 3D-skabelsesværktøjet fra Epic Games, producenten af ”Fortnite”-spilserien.
Et billede af Afeela fra Sony Honda Mobility.