Apple har fjernet understøttelsen for AirPlay 2 fra de seneste betaversioner af iOS og tvOS, hvilket tyder på, at multirumsfunktionerne er udsat til et senere tidspunkt – muligvis til lanceringen af iOS 12 til september. Det var ellers forventet, at AirPlay 2 ville blive lanceret sammen med iOS 11.3.
Ingen stereofunktion til HomePod
Uden AirPlay 2 får ejere af Apples nye HomePod, der endnu ikke er lanceret herhjemme, heller ikke mulighed for at koble to HomePods sammen i en stereoopsætning. HomePod er nærmest bygget til AirPlay 2 multirums- og stereofunktioner, så det ville have givet mening om teknologien blev lanceret nogenlunde samtidig som højttaleren.
Men noget må give Apple problemer siden teknologien er helt fjernet.
Annonceret sidste sommer
AirPlay 2 er den første store opdatering af Apples lukkede musiksystem siden lanceringen for syv år siden. Ud over at tilbyde både stereoopsætning til HomePod og multirumsfunktionalitet generelt, er AirPlay 2 blevet mere stabilt, ligesom AirPlay 2-enheder vil dukke op i Hjem-app’en på iPhone og iPad.
Opdateringen af AirPlay blev annonceret under sidste sommers World Wide Developer Conference, WWDC, i juli måned, hvor også HomePod blev præsenteret. Apple har aldrig lovet et specifikt tidspunkt for lanceringen, men bare sagt, at den kommer “i løbet af året”.
Vi venter utålmodigt videre …