Til oktober har AirPods Pro været på hylderne i tre år, så mon ikke tiden nærmer sig for, at Apple præsenterer AirPods Pro 2? Der er i hvert fald masser af rygter i omløb. Ikke mindst om, hvad hovedtelefonerne vil rumme af nye funktioner – og det er ikke så lidt. Om det så er realistisk eller blot ønsketænkning, er en anden sag …
Nu er websitet 52audio på banen med en påstand om, at de har fået insiderviden om AirPods Pro 2. Adskillige af de rygter, de bringer til torvs, er hørt før, men der er også en interessant ny feature for hørehæmmede.
Ifølge oplysninger vil ladeetuiet nemlig være udstyret med en mikrofon, for at gøre det muligt at bruge hovedtelefonerne som “høreapparat”. Tanken er, at den hørehæmmede kan placere etuiet tæt på en person, så vedkommendes stemme går tydeligere igennem i eksempelvis større forsamlinger.
Det er ikke en helt ny tanke, da den allerede eksisterer i form af Lyt Direkte via AirPods i samarbejde med iPhone, iPad eller iPod touch. Men her skulle den altså fungere uden hjælp fra yderligere enheder.
Andre forbedringer … Ud over denne nye funktion hævder 52audio også, at AirPods Pro 2 vil være udrustet med følgende forbedringer:
Opdateret H1-chip og adaptiv aktiv støjdæmpning. En ny udgave af H1-chippen skal ikke alene give forbedret strømforbrug, men introducerer også adaptiv og aktiv støjdæmpning. En feature, som eksempelvis B&O allerede bruger. Find. Den antages også at der kommer en dybere integration med Find app’en. Den kan nu bruges til at lokalisere AirPods 2 Pro over korte afstande. Eksempelvis hvis den er røget ned bag hynderne i sofaen. Det rygtes også, at etuiet vil have indbygget højttaler, så den kan afspille en lyd. Pulsmåler. Audio52 hævder at rygterne om indbygget pulsmåler er sande. Hovedtelefonerne vil kunne måle pulsen via øret. Termometer . Der har også gået rygter om, at AirPods Pro 2 vil kunne tage temperaturen på bæreren, men det kan 52audio ikke bekræfte. Forbedret lyd. AirPods Pro 2 vil tilsyneladende dele akustik med AirPods 3, der byder på en “kombination af tilpassede højamplitude-drevenheder og højdynamiske forstærkere”. Adaptiv udligning, rumlig lyd med dynamisk hovedsporing og lyddeling vil være inkluderet. USB-C . Ifølge rygterne er det slut med Lightning. En ting, der ikke ændres væsentligt, er designet. De nye AirPods Pro 2 ligner faktisk umiskendeligt de nuværende, hvis billedet nedenfor skal tages for troende. Det har 52audio skabt ud fra oplysninger om hovedtelefonerne fra deres insider.
Men hvornår kommer de så? 52audio er tavse, men tidligere rygter har peget på, at hovedtelefonerne vil blive præsenteret sammen med de nye iPhones. Det bliver i så fald formentlig til september.