Der har været rygter om det i et stykke tid, og så sent som i dag var der nye rygter om at Apple var på vej med et sæt helt trådløse hovedtelefoner der skal supplere de allerede eksisterende AirPods.
Her kl. 17.00 dansk tid kom så endelig pressemeddelelsen der afslørede de nye AirPods, der helt som ventet hedder AirPods Pro.
Lukker larmen ude
De nye AirPods ligner faktisk en lidt tykkere udgave af de eksisterende – og det er der en god grund til; den væsentligste forskel på de gamle AirPods og de nye er nemlig, at de nye er udrustet med Noise Cancelling teknologi der lukker larmen ude. Det kan ikke gøres uden forskellige former for elektronik, og det fylder lidt. Men udover det ligner AirPods nogenlunde sig selv, og selv opladerkassen er stort set identisk med den der følger med til de almindelige AirPods.
Omsluttende lyd
AirPods Pro har adaptiv EQ, som automatisk justerer musikkens lave og mellemste frekvenser til udformningen af en persons øre – hvilket ifølge Apple skulle give” en fyldig, omsluttende lytteoplevelse”. En specialfremstillet forstærker med stort dynamisk område skulle give bedre lyd og forlænger samtidig batteritiden. Den driver en specialfremstillet højttalerdriver med bas ned til 20 Hz og detaljeret lyd på de mellemste og højeste frekvenser.
H1 driver løjerne
Ligesom tidligere versioner af AirPods er AirPods Pro også drevet af Apples egen H1 chip, der gør opsætning eksemplarisk let, ligesom den klarer al kommunikation med Siri. Der er også, ligesom på de tidligere modeller, ca. 5 timers afspilningstid på en opladning.
AirPods Pro er klar til julehandlen, for de er i butikkerne allerede i næste uge, og bestiller du online, afsendes de 30. oktober – altså på onsdag. Prisen bliver dog noget højere, den vejledende pris er nemlig 2.199 kr. Du skal dog nok være hurtig for at få fat i de nye AirPods Pro – AirPods er nogle af Apples allermest populære produkter.
Læs mere hos Apple