Vi har efterhånden skrevet om Apple AirTag i – ja, årevis. Men endelig, i sidste uge, droppede de så de nye små trackere på deres event . Og i de seneste dage har jeg så testet AirTag. For et par uger siden testede jeg Samsungs nye SmartTags og jeg har også tidligere testet Tiles bud på en tracker . Men med Apple AirTag når hele konceptet et nyt stadie, og jeg må indrømme, at selv om jeg har været yderst tilfreds med Tiles (der engang ”fandt” min pung i New York), så har Apple fikset et par af de ting, jeg har været allermest utilfreds med ved Tile – og for den sags skyld også Samsungs SmartTags. Hvilke funktioner det drejer sig om, kommer jeg tilbage til. Først lidt om brugervenlighed.
Pænt design Der er selvfølgelig ikke meget at snakke om, når man taler om design – for AirTag er bare en lille, hvid disk med en sølvbagside. Men du kan selv ændre lidt på det når du bestiller, for du kan bede om en gratis indgravering på den hvide side af din nye AirTag. Derudover skal du have en “holder” til din tag. Indtil videre er der kun Apples egne holdere, du kan vælge imellem, men de er til gengæld ret lækre, og fås i et utal af farver og materialer. Der er helt sikkert et hav af 3. parts holdere på vej. Hvis du skal bruge Apple AirTag i din pung er det naturligvis let – så dropper du den bare i pungen. Du kan også lægge en i bilen eller sætte den fast under cykelsædet. Bemærk dog, at en eventuel tyv får besked om, hvis din AirTag bliver tracket via hans telefon – en foranstaltning, der skal forhindre stalking. (Hvilket er rimeligt.)
Der kommer lidt ekstra tyngde på nøglerne med en AirTag og holder sat på. Havde det været “din” AirTag kunne du have haft en indgravering her. Let opsætning En af de ting der er fordelen ved at styre et økosystem så stramt som Apple gør er, at det er let at lave en opsætning der er helt uimodståelig; og at sætte AirTag op er så let som at sætte AirPods op, og det er virkelig, virkelig simpelt; hold din nye AirTag hen til telefonen, så dukker det her billede op:
Dernæst vælger man, hvad den nye AirTag skal bindes fast til, tilføjer den til iCloud kontoen og sætter den i den holder man har købt med til den. Done. Det er helt ufatteligt simpelt.
Mere præcis end de hidtidige konkurrenter Apple AirTags er den første tracker jeg har testet der har den såkaldte UWB chip (Samsung har i mellemtiden lanceret deres SmartTag+, der også har UWB – dem tester jeg snarest). Og det gør virkelig en forskel – man kan se hvor ens Airtag er, helt ned til få centimeters nøjagtighed. Telefonen viser også retningen på, hvor du finder dine nøgler eller din pung. Det fungerer vanvittigt godt – de gange jeg har skullet finde mine nøgler har det taget meget få sekunder. Med Tile har jeg altid skulle benytte muligheden for at afspille lyd, og selv da har der været gange hvor jeg har haft problemer med at finde dem. Lydfunktionen findes naturligvis også på AirTags, men jeg har faktisk ikke haft brug for den, for det er meget mere præcis bare at få telefonen til at ”pege” i den rigtige retning.
Nu vi taler om lyd, så udgør den hvide overflade faktisk højttaleren – hvilket i sig selv er ganske smart; den kan stadig spille ganske højt, og det gør sikkert noget godt for vandtætheden. Apple siger, at AirTags er vandtæt ned til en meter i en halv time. Men i praksis er mit gæt, at vandtætheden er bedre end det.
Jeg har også sendt en ”udsending” afsted med en AirTag, og det var en ganske overbevisende demonstration. Jeg fandt ham ganske let baseret på, at nogen af de mange hundredetusinder iPhones i København må have været ret tæt på ham (Han havde ikke en iPhone med selv, naturligvis) – men han var alene da jeg fandt ham, og han havde bevæget sig en del rundt – og alligevel var det lykkedes mig at finde ham ganske let. Imponerende.
Rækkevidde til det meste Rækkevidden på AirTag er svær at måle præcist, for det afhænger af vægge og alle mulige andre forhold. Men i min lejlighed på ca. 90 m2 i København hvor der er masser af forstyrrelser i luften, er der i hvert fald ingen problemer. Udendørs har jeg været op til ca. 20-25 meter væk og holdt fin forbindelse. Derudover skal man altså til at stole på Apples netværk af enheder. Men som jeg beskrev ovenfor er det heller ikke et større problem, for det netværk er enormt, især i et ”Apple-land” som Danmark hvor nærmest hver anden telefon er en iPhone. Prøvede man ”mit” forsøg i Indien ville man nok komme frem til et helt andet resultat.
God batterilevetid Apple lover mindst et år på batteriet, og det er fint – jeg har af gode grunde ikke kunne teste om det passer, men jeg tager deres ord for det. Dermed ligger de sig ret tæt op af konkurrenterne. Batteriet er et helt ”kedeligt” 2025 som kan købes i enhver Brugsen eller Netto. Det er i sig selv fedt, at batteriet kan skiftes – det findes der faktisk en del konkurrenter, hvis produkter ikke kan. (Om end de store fra Samsung og de bedste fra Tile naturligvis kan).
Men hvor er minusserne? Først og fremmest er AirTags dyre. Eller rettere – selve tags’ene er ikke dyre, men hvor konkurrenterne har et lille hul der kan bruges til at sætte en strop eller en nøglering igennem, så er der intet der bryder overfladen på Apple AirTag. Dermed kræves det altså, at man køber en holder som Apple så altså sælger som tilbehør – og de er ikke just billige. De koster faktisk det samme som selve AirTag’en. Til gengæld findes de i et utal af farver og materialer, og hvis du har alt for mange penge kan du endda købe en udgave fra Hermés til flere tusinde kroner.
Men når det er sagt, så er AirTags prissat konkurrencedygtigt med deres pris på 249 kr., og tager man i betragtning at man får en gratis indgravering med i hatten, ja så er det faktisk billigt. De er yderst præcise og har de seneste dage hjulpet mig til at finde mine nøgler betydeligt hurtigere end jeg nogensinde har gjort med Tile, ligesom de er mere ”driftsikre” end både Tile og Samsung SmartTag.
Med andre ord; er du allerede i Apples økosystem er det svært at komme udenom AirTags, der lige nu har førertrøjen på når det kommer til trackere. Men vi kunne nu – som med Samsungs løsning – godt tænke os, at andre også kunne bruge dem.
Du kan læse mere om Apple AirTag hos dem selv her.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Fra 249 kr. AirTag fra Apple er en af de bedste trackere på markedet - forudsat naturligvis, at du er i Apples økosystem.