Fremtidens Hjem

Alexa får foden indenfor i sundhedsvæsnet

De engelske sundhedsmyndigheder har indledt et samarbejde, hvor Amazons digitale assistent Alexa skal rådgive borgerne om sygdomme.

”Alexa. Hvad er symptomerne på skoldkopper?”. I England har sundhedsmyndighederne i dag givet borgerne mulighed for at få Amazons digitale assistent, Alexa, til at svare på spørgsmål om sygdomme – med udgangspunkt i en database der hører hjemme hos National Health Service, NHS, der administreres af de engelske myndigheder. Det fortæller BBC. Ifølge de engelske sundhedsmyndigheder er håbet, at tiltaget skal tage presset af National Health Service.

Brugen af stemmestyrede digitale assistenter er stigende og ses af de engelske myndigheder som særligt gavnlig for sårbare patienter, som ældre og personer med synshandicap, som måske kæmper med at få adgang til internettet via mere traditionelle midler.

 

Den engelske sundhedsminister, Matt Hancock, hylder NHS for at ”omfavne teknologien” og forudser, at det vil mindske presset på ”hårdtarbejdende læger og apotekere”.

– Vi vil give hver patient mulighed for bedre kontrol med deres sundhedspleje, siger ministeren ifølge BBC.

 

Alexa vækker bekymring

Det er dog ikke alle, der er begejstrede for partnerskabet mellem Amazon og de engelske sundhedsmyndigheder. Samarbejdet har vakt bekymring hos flere organisationer, blandt andet fra gruppen Big Brother Watch, hvor direktør Silkie Carlo kalder det en ”databeskyttelseskatastrofe, der venter på at ske”.

Amazon forsikrer til avisen The Times, at data ikke deles med tredjepart og at der ikke oprettes profiler på brugerne.

– Alle data krypteres og holdes anonyme. Brugerne kan få overblik over deres kommunikation med Alexa og kan slette frit mellem de enkelte samtaler og optagelser, siger en talsmand fra Amazon til avisen.

 

Alexa kom til Danmark i december 2017 – men assistenten forstår, i modsætning til både Siri og Google Assistant, ikke dansk.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.