Det er snart fem år siden Apple lancerede den første generation af AirPods og gjorde markedet for true wireless hovedtelefoner lidt mere interessant. Siden er der kommet en anden generation (i 2019) og endda et sæt AirPods Pro (efteråret 2019) og nu siger alle rygter, at tredje inkarnation er på vej. AirPods 3 bliver med al sandsynlighed præsenteret sammen med iPhone 13 i løbet af september.
For at danne os et overblik over, hvad der er i vente, har vi samlet alle valide rygter i denne artikel. Så uden yderligere forsinkelse; her er alt vi ved om AirPods 3.
Ligner AirPods Pro Allerede tilbage i februar måned blev der spredt billeder, der hævdede at forestille AirPods 3. Dengang troede rygtesmedede, at hovedtelefonerne ville blive lanceret i marts. Det skete så ikke. De fleste er dog enige om, at de nye AirPods vil trække den del på AirPods Pro-designet. Kortere stilke vil give dem et mere nedtonet design og opladeræsken vil være rektangulær på langs, lige som på Pro’erne.
Der er mindre enighed om hvorvidt de får silokone-spidser, ligesom Pro’erne. Lækkede computertegninger viser hovedtelefonerne både med og uden silikone, men her på redaktionen forventer vi ikke at de får det. Silokone-spidserne er både med til at forbedre pasform og lydkvalitet, ligesom de får AirPods Pro til at skille sig ud. Væsentlige salgsparametre for Pro-udgaven som Apple næppe bare “forærer” væk i denne almindelige udgave.
Påstået lækket billede af AirPods 3 (kilde: 52audio) Apropos etuiet, så går der rygter om, at den vil kunne oplades trådløst via MagSafe. Det vil give mening – og allerede med AirPods 2 fik de Qi-opladning.
Mindre men smartere Selv om hovedtelefonerne skrumper fysisk, vil feature-listen blive længere. Der er bred enighed om at AirPods 3 vil arve den trykfølsomme betjening fra Pro-modellen. Her kan man aktivere Siri og aktivere / deaktivere den aktive støjdæmpning. AirPods 3 får ikke aktive støjdæmpning, men man vil sikkert kunne starte / pause musikken.
Der er også rimelig enighed om, at 3’erne vil få indbygget accelerometre. Det vil give rigtig god mening, idet de så vil fungere sammen med Apple-specialiteten Rumlig Lyd , ligesom Pro’erne. Apples bud på surround-lyd til hovedtelefoner placerer lytteren i en ‘boble’ og lyden skifter fra øre til øre alt efter hvordan man drejer hovedet hovedet i forhold til lydkildens placering (iPhone). På den måde lyder det som om, musikken kommer fra et specifikt sted i rummet og ikke, som almindeligvis, fra to dimser i ørerne.
Netflix har også lige lanceret understøttelse for Rumlig Lyd .
Accelerometre kunne også spille en rolle i forhold til et andet rygte: fitness tracking. Rygter om, at AirPods vil få indbyggede fitness-funktioner har cirkuleret længe. Rigtig længe. Senest er det blevt hævdet, at AirPods 3 vil have ambient lyssensor. Den vil eventuelt kunne bruges til at måle pulsen.
Det store spørgsmål er, om ikke Apple i stedet vil gemme så store fornyelser til AirPods Pro 2, der forventes at komme i starten af 2022?
Nyere og dyrere … Et sæt AirPods 2 kan fås fra 1.379 kroner hos Apple (men billigere hvis du søger på nettet). Vil du have trådløs opladning af etuiet, koster de 1.749 kroner. Apple “plejer” at holde prisen på sine produkter selv om de opgraderes, men vores gæt er, at der ikke kommer en model uden trådløs opladning. Måske vil Apple beholde generation 2 uden trådløs opladning som den billigste AirPod-variant?
Det vil nemlig kunne retfærdiggøre den prisstigning som kilder i industrien hævder vil komme på AirPods 3. Kilderne hævder at 3’erne vil blive prissat 20 procent billigere end Pro-modellen, der sælges for 2.199 kroner. Det vil give en prislap på lige præcis 1.749 kroner – pudsigt nok det samme som AirPods 2 med trådløs opladning.
Om der er hold i rygterne bliver vi forhåbentlig meget klogere på snart. Ifølge de seneste rygter vil iPhone 13-serien blive præsenteret ved et event den 14. september – og her vil Tim Cook sandsynligvis have et sæt AirPods 3 i baglommen.