Ford har lanceret en hel-elektrisk udgave af den legendariske pickup-truck F-150, kaldet Lightning, der kører på gaden i starten af næste år. Bilen er noget nær et amerikansk ikon og har været amerikanernes foretrukne pickup siden starten af 1980’erne. Lightning-modellen blev præsenteret torsdag – og fik ekstra opmærksomhed, da præsident Joe Biden satte sig bag rattet og håndterede de 563 hestekræfter, topmodellen har at byde på.
Det bliver spændende at se, om F-150 Lightning kan holde Tesla Cybertruck fra fadet. De to biler kommer i hvert fald til at kæmpe om pickup-amerikanernes gunst.
Ford har udrustet Lightning med to spektakulært store batterier, der giver den store, tunge bil en rækkevidde på enten 370 kilometer (Standard Range) eller 480 kilometer (Extended Range). Det er målt med den amerikanske EPA-målemetode, der generelt anses for at være mere ‘stram’ end WLTP, som vi bruger her i Europa. Batteriernes kapacitet er ikke offentliggjort, men der gættes på, at de er på henholdsvis 138 kWh og 170 kWh. Til sammenligning er batteriet i Tesla Model 3 Performance, der er den længstrækkende, på ‘bare’ 82 kWh.
Batteriet kan oplades med op til 150 kilowatt på hurtigladere (DC), hvilket betyder, at den kan oplades fra 15-80 procent på omkring 41 minutter. Både batterier og motorer er beskyttet med hårdt terræn ved hjælp af metalplader, der forstærker chassiset. Batteriet er yderligere beskyttet af en vandtæt kasse indpakket i kollisionsabsorberende materiale.
F-150 Lightning har, naturligvis, firehjulstræk (AWD) som standard og de fire motorer giver monsteret 563 hestekræfter, et drejningsmoment på over 1050 Nm og den opnår 0-100 km/t på cirka 4,5 sekunder.
Pickup’en kan have en nyttelast på op til 900 kilo og trække maksimalt 4.500 kilo i varianten med det største batteri. Et smart system, Onboard Scales , giver, ved hjælp af pickuppens sensorer, et skøn over den faktiske vægt, der er lastet i bilen. Dette fungerer sammen med Intelligent Range -funktionen for at give føreren nøjagtige estimater af den resterende elektriske rækkevidde, baseret på hvor tungt lastet bilen er.
Ford F-150 Lightning er naturligvis fyldt med andre teknologiske lækkerier. Den fås med Fords nye SYNC4A infotainment-system og en 15,5-tommer skærm. SYNC4A tilpasser sig førerens vaner over tid, og giver adgang til både Apple CarPlay, Android Auto og andre SYNC AppLink-apps. Bilen har også et 12-tommers fuldt digitalt instrumentpanel.
Ligesom Hyundai Ioniq 5 og søsteren Kia EV6 kan F-150 Lightning bruges som ekstern strømkilde – eksempelvis til el-værktøj eller andre strømkrævende produkter. I den såkaldte ‘funk’ under motorhjelmen er der fire stikkontakter og to USB-porte.
Startprisen på F-150 Lightning er på 39.974 dollars (knapt 250.000 kroner) og det har skabt begejstring hos de amerikanske analytikere, da det ikke er dyrere end den fossile udgave af bilen. Bilen er udviklet til det amerikanske marked og det vides ikke om og hvornår, den kommer til Europa.
Se mere til bilens bestykning på Fords hjemmeside . Herunder en video, hvor Joe Biden tester F-150 Lightning (kilde: Washington Post):