Android 11 betaen skulle have været officielt lanceret på onsdag den 3. juni, men Google har valgt at udskyde det på ubestemt tid, skriver Reuters. Årsagen skal findes i de uroligheder, der hærger i USA i disse uger.
”Vi glæder os til at fortælle dig mere om Android 11, men dette er ikke tiden til fejring,” skriver Google i en besked på Twitter og på deres hjemmeside for Android-udviklere.
Begivenhederne, der henvises til, er de uroligheder der er opstået efter at George Floyd, en afroamerikansk mand, døde den 25. maj 2020, efter at Minneapolis-politibetjenten Derek Chauvin knælede på Floyds hals i mindst syv minutter, mens han var i håndjern og lå med ansigtet nedad på vejen.
Den første beta af Android 11 skulle have været officielt præsenteret ved et virtuelt event onsdag. Mange af de nye funktioner er for længst blevet lanceret, dem kan du læse om i vores feature her.