iPhone-ejere har kunnet udnytte magnetisk trådløs opladning i årevis, via Apples MagSafe-teknologi. Men nu kommer den også til Android-enheder. Både Google og Samsung har bekræftet, at deres kommende telefoner vil understøtte Qi2-standarden, der inkluderer magnetisk opladning. Det skriver Wireless Power Consortium i en pressemeddelelse.
Qi2 er den næste generation af den populære Qi-standard, der allerede er udbredt blandt trådløse opladere. Men med Qi2 bliver opladningsoplevelsen endnu bedre. Teknologien bygger på magnetisk justering, som minder om Apples MagSafe, og lover øget effektivitet, hurtigere opladning og en nemmere måde at placere din telefon korrekt på opladeren.
Samsung har annonceret, at deres kommende Galaxy S25-serie, der forventes lanceret i januar, bliver blandt de første til at understøtte Qi2. Også Google melder sig på banen og planlægger at integrere magnetisk trådløs opladning i fremtidige Pixel-telefoner.
Qi2 har været nogle år undervejs og er faktisk allerede tilgængelig på en række telefoner, heriblandt iPhone 15 og 16, samt en række mindre kender Android-modeller som HDMs Skyline. Men at både Google og Samsung omfavner standarden, vil være med til at give brugerne en mere effektiv og ensartet opladningsoplevelse på tværs af forskellige enheder.
“Vi er begejstrede for, at så store Android-producenter har forpligtet sig til at levere Qi2-oplevelsen til deres kunder. Dette vil accelerere udbredelsen af Qi2 generelt, men også udviklingen af Qi2-løsninger til offentlig infrastruktur og bilinteriører,” udtaler Fady Mishriki, formand for Wireless Power Consortiums bestyrelse.
Teknologien bygger på elektromagnetisk induktion, hvor magneter sikrer, at spoler i opladeren og enheden er perfekt justeret. Dette minimerer energitab og optimerer strømoverførslen.