AnmeldelseSmå hvidevarerTophistorie

Anmeldelse: Aarke Coffee System

Svenske Aarke har lavet et semiautomatisk kaffesystem med masser af fleksiblitet, et lækkert design og evnen til at lave en forbandet god kop kaffe!

Efter at vi havde omtalt Aarke Coffee System i en nyhed, blev vi kontaktet af selskabet og tilbudt at låne et sæt, vi kunne anmelde. Det kunne vi naturligvis ikke afslå. Derfor har undertegnede de seneste uger brygget den daglige kaffe på Aarkes maskiner – og her mine indtryk.

Sættet består af to dele, der i øvrigt også kan købes individuelt, nemlig Aarke Coffee Maker (kaffemaskine) og Aarke Coffee Grinder (kaffekværn). De er skabt til at arbejde sammen som et semi-automatisk kaffebryggersæt. De kan nemlig kommunikere med hinanden. Det vender jeg tilbage til, men først et par ord om designet.

 

Lige som danskvandsmaskinen Aarke Carbonator, der var svenskernes første produkt, er Aarke Coffee System lavet i et minimalistisk industrielt design, der ligner stål. Jeg er virkelig pjattet med det visuelle udtryk, der underbygges perfekt af det lige så industrielle Aarke-logo. Virkelig stilfuldt.

Men det er ikke stål hele vejen igennem. Flere komponenter er lavet af plastik, der bare ligner stål. Det er en smule ærgerligt. Personligt synes jeg, der går lidt af glansen, når man eksempelvis tapper med neglen på siden af vandbeholderen og der kommer en umiskendelig plastiklyd. Specielt fordi den visuelt ser så rustik ud. Så er det nævnt.

 

Fleksibel kaffekværn

Kværnen, Aarke Coffee Grinder, er som udgangspunkt indstillet til at bruge Aarkes egne bønner, der kræver 7,5 gram bønner for hver kop, der defineres som 125 ml. Men hvad så, hvis man vælger bønner fra anden leverandør? Det er der heldigvis også tænkt på. Ud over at man kan indstille formalingsgraden, kan man nemlig også justere på styrken.

De økologiske kaffebønner fra f.eks. Rema 1000 eller Netto kræver kun 7 gram bønner pr. 150 ml. Derfor skal styrken justeres ned, hvis man vil følge anbefalingerne. Hvis styrken skrues helt i bund, leverer Coffee Grinder cirka 5 gram kaffebønner pr. kop. Skrues den helt op leveres der cirka 10 gram bønner pr. kop. Eller det korte af det lange: Man kan altså snildt indstille kværnen til sine yndlingsbønner og eller sine smagsreferencer.

Det er naturligvis også muligt at indstille formalingsgraden. Det gør man ved at dreje hele den øverste del af kværnen. Der er fin hjælp til at vælge den rette grad, det er nemlig trykt på det glaslåg, der beskytter bønnerne. I det hele taget virker Aarke Coffee Grinder som et virkelig gennemtænkt produkt, der ikke nødvendigvis kræver selskab af Aarke Coffee Maker, hvis man har en anden maskine. Eller espressomaskine.

 

Semiautomatisk kaffebrygning

Men det er naturligvis sammen med Aarkes egen kaffemaskine, at magien opstår. De to maskiner “taler” nemlig sammen via et lille kabel. Ideen er som følger: Man starter processen med at fylde vand på kaffemaskinen. Kværnen kan registrere hvor meget vand, der er i maskinen, og maler automatisk den rette mængde kaffebønner, der herefter kan fyldes i kaffemaskinens filter.

Tryk på den runde knap, og, viola, mindre en seks minutter senere står den perfekte kaffe klar i kanden. Det er virkelig nemt, at man ikke skal tænke over, om man laver fire eller tolv kopper, mængden af kaffebønner tilpasses automatisk. Det er super smart. Og maskinen laver i dén grad en god kop kaffe.

Mit eneste aber dabei i den forbindelse er, at kommunikationen mellem kværnen og kaffemaskinen ikke er trådløs. Det kræver, at man tilslutter et medfølgende kabel i hver enhed. Kablet er relativt kort, så der er klare begrænsninger på, hvor langt man kan stille enhederne fra hinanden. Mon ikke Aarke på et tidspunkt opgraderer sættet til version 2.0 med trådløs kommunikation?

 

Selve kaffemaskinen

Der er ikke mange ben i at betjene selve Aarke Coffee Maker – altså kaffemaskinen. Når der hældes vand i tanken, tændes der et lille lys, så man også i mørke kan se stregerne, der viser antallet af kopper. Det er en dejlig lille detalje, der gør, at man nemmere sluger maskinens pris.

Maskinen er også designet således at kaffekolben og filterholderen ikke er afhængige af hinanden. På billigere maskiner stilles filterholderen typisk oven på kolben, men ikke på Aarke-maskinen. Her kan kolben tages fra varmepladen uden at man skal fjerne filteret først. Endnu en lille godt tænkt detalje.

 

Der er bare én enkelt knap på Coffee Maker og den lyser rødt, når maskinen brygger. Maskinen slukker selv, når brygningen er klaret (plus et vist tidsinterval), men man kan naturligvis også slukke manuelt.

Selve brygningen går hurtigt. Aarke lover at den kan brygge en hel kande med 10 kopper – altså 1,25 liter kaffe – på bare seks minutter og det holder stik.

 

I øvrigt reklamerer Aarke med, at glaskolben kan skiftes ud med (deres egen) termokande; Thermal Jug. Den er ekstraudstyr, men sikrer at man brygger direkte ned i en beholder, der holder kaffen varm. Den skulle også automatisk slå varmepladen fra, da den overflødiggør denne. Men den har jeg altså ikke haft mulighed for at prøve af.

iNPUT mener …

Fem tusinde kroner for et sæt med kaffekværn og -maskine er mange penge. Det kan fås langt billigere. Men ikke med det helt unikke design, som Aarke leverer. Og heller ikke – så vidt vides – i et semiautomatisk system som dette, der ikke alene gør brygningen lettere, men også leverer en utrolig lækker bryg. Hver gang.

Kværnen er desuden så veldesignet, at den kan bruges sammen med alle typer kaffe; fra koldbrygget kaffe til espresso. Den er altså værd at overveje, hvis du alligevel står og mangler en god kværn til din espressomaskine eller din stempelkande.

Sætter du pris på kaffe og vil du forkæle dig selv, så er Aarke Coffee System ikke et dumt bud. Hvis du altså kan lide designet. Jeg er personligt pjattet med det, men jeg har haft gæster, der ikke var begejstrede. For designet, forstås, for kaffen fik jeg altid ros for.

Aarke Coffee System

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

5.300 kr.

Svenske Aarke har lavet et semiautomatisk kaffesystem med masser af fleksiblitet, et lækkert design og evnen til at lave en forbandet god kop kaffe!

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.