Jeg har tidligere anmeldt Apples AirPods og, skal jeg være ærlig, var jeg egentlig ikke specielt stor fan. Men, som politikerne siger, man har lov at blive klogere. I hvert fald må jeg konstatere, at mit anstrengte forhold til AirPods er blevet til en slags kærlighedsaffære, og det nye sæt AirPods fra Apple er blevet decideret uundværlige. Jeg er endda ikke blevet mere vild med udseendet – men nu er udseende jo heller ikke alt.
Design der (stadig) er kikset
Nej, jeg har ikke ændret mening. AirPods ligner stadig to tandbørstehoveder fra en elektrisk tandbørste der stikker ud af ørerne. De er simpelthen grimme. Men heldigvis er jeg ikke længere alene på gaden med AirPods, jeg har mange “venner”, der har taget de små hovedtelefoner til sig, og jeg får nu kun sjældent det der “hvad er det der stikker ud af dine ører-blik” der ellers var standard da jeg for et par år siden først gik rundt med AirPods i ørerne. Så jeg er begyndt at leve med skammen og er faktisk ikke selvbevidst med AirPods i ørerne længere. Så langt, så godt. Men jeg ville stadig ønske at Apple ville redesigne enhederne. Desværre er jeg bange for, at det jeg hader mest ved dem også er en af grundene til, at jeg virkelig elsker dem.
Kan du høre mig nu? Nu?
Jeg taler meget i telefon. Hjemme, ude, i bilen, hele tiden. Og jeg har stort set aldrig haft et eneste headset, hvor jeg ikke har hørt modtageren brokke sig over, at han/hun ikke kan høre hvad jeg siger. Men det er ikke tilfældet med AirPods. Her kan modtageren stort set altid høre alt, selv når jeg går på vejen hvor mængden af støj nogle gange er enorm. Og jeg frygter lidt, at grunden til den gode lydkvalitet i den anden ende er placeringen af mikrofonerne, der sidder helt yderst på “stangen” der stikker ud af ørerne. Med andre ord er der en pointe i det dumme design; man bytter udseende for funktionalitet. Og det er et bytte jeg har fundet ud af, jeg er villig til at lave, for hvis modtageren ikke kan høre hvad du siger, skal du flå hovedtelefonerne ud hele tiden og have telefonen op til ørerne. Det sker aldrig med AirPods. Og det er fantastisk.
Forbilledlig opsætning
En anden ting jeg elsker ved AirPods er, at de – kombineret med en iPhone eller anden Apple enhed – har en vanvittigt let opsætning. Du åbner låget på laderen og straks popper et billede af AirPods op på skærmen på telefonen eller tabletten og spørger om du vil indstille dine nye AirPods. Det er så utroligt simpelt, og flere andre producenter har heldigvis kopieret konceptet. Er du fanget i Apples net og dermed er den (forhåbentlig lykkelige) ejer af flere forskellige Apple enheder bliver AirPods automatisk parret med stort set alt hvad du ejer fra iPhone over iPad, til Mac og Apple TV (forudsat altså, at du er logget ind på iCloud). Og ja, du kan vælge AirPods som lydudgang til dit Apple TV. Det er en undervurderet feature. Når man efter opsætningen åbner låget på sine AirPods får man en status på strømmen på begge enheder plus laderboksen.
Rimelig lyd
Lydkvaliteten når man hører musik hænger ret tæt sammen med pasformen, og det er selvfølgelig individuelt fra person til person hvordan AirPods sidder i ørerne. På mig sidder de faktisk rimeligt – godt i det ene øre og rimeligt i det andet. Der slipper en del lyd ind omkring dem, og det er prisen man må betale for et så låst design uden nogen “gels” der kan ændre pasformen. Det betyder også, at lydkvaliteten ikke er på højde med de bedste i kategorien – eksempelvis B&O’s E8. Men for langt de fleste vil lydkvaliteten være helt fin, i hvert fald hvis du kommer fra et sæt af de “almindelige” hovedtelefoner med snor fra Apple. Der er ikke meget fylde i lyden, og selv om du skruer helt op får du heller ikke meget lyd ud af de små hovedtelefoner. Jeg har flere gange siddet i fly og måttet skrue helt op og stadig have problemer. Så hvis du er typen der gerne vil se film og høre musik i meget larmende omgivelser, så skal du enten have et sæt ekstra hovedtelefoner eller vælge nogen helt andre, der dækker dit behov bedre. Men til almindelige, dagligdags formål er AirPods aldeles udmærkede, og lyden er acceptabel til langt det meste, også film og tv.
Batterierne bliver ved
Den nye udgave af AirPods har fået et lidt bedre batterilevetid – og ifølge Apple kan du nu tale ca. en time mere på en opladning. Det er ikke fordi batteriet rent faktisk er blevet større – i hvert fald ikke ifølge teardowns – men Apple er lykkedes med at få mere ud af de samme batterier. I praksis er det meget sjældent, jeg har haft problemer med batterilevetiden, for selv om jeg har hovedtelefonerne på næsten en hel dag, løber de faktisk ikke tør. Det er selvfølgelig også fordi at jeg, de få gange jeg ikke har brug for dem, opbevarer dem i den medfølgende lader. Faktisk sker det tit at jeg går rundt med dem i dagevis både i kassen og på og hører lidt musik og taler lidt og alt det andet man gør – og så finder ud af, at jeg helt har glemt at oplade dem. Det lyder dumt, men det er faktisk et rigtigt godt tegn.
Bundsolid forbindelse
En anden styrke ved den nye udgave af AirPods er, at forbindelsen virker (endnu mere) stabil. Jeg kan uden problemer bevæge mig rundt i hele min lejlighed eller for den sags skyld gå ned i gården med AirPods i ørerne og ikke miste forbindelsen til telefonen eller hvad de nu er forbundet til. Det giver en enorm frihed. H1 chippen, som er nyheden i den nye version, betyder i øvrigt også, at hovedtelefonerne forbinder ekstremt hurtigt med iPhone og iPad. Ofte tager jeg dem bare ud og sætter dem i ørerne og snakker videre uden overhovedet at tænke over det. Genialt.
Indbygget Siri
Siri er også kommet til AirPods – altså i den helt trådløse udgave, hvor du bare siger “hej Siri” og så eventuelt “skru op for lyden”. Det fungerer fint, i hvert fald når du bare går rundt hjemme hos dig selv. Nu er Siri jo ikke den klogeste assistent i verden, så det går ofte galt, og så må du hen til telefonen, men det er rart at have muligheden – til når Siri en dag bliver en smule mindre retarderet. Du kan i øvrigt også programmere Siri til at være et tap på den ene (eller begge) enheder – og så vælge at den anden eksempelvis hopper til næste track. Det fungerer også udmærket.
AirPods til Android?
Alt det der gør AirPods rigtigt gode – den lette installation og det dejlige samspil med det man kobler dem til – det mangler man hvis man bruger dem sammen med en Android telefon. Nu tror jeg faktisk heller ikke, der er mange Android brugere der ville give sig til at bruge hovedtelefoner fra Apple, men hvis du overvejer det må jeg nok fraråde det. Godt nok får du stadig den gode samtalekvalitet, men der er bare bedre alternativer derude – eksempelvis fra B&O.
Er de for dyre?
I versionen jeg her har testet er prisen 1.749 kr. hos Apple selv. Du kan måske nok finde dem en lille smule billigere andre steder, men det er i det prisleje. Kan du leve uden at de kan oplades trådløst – og det kan du formentlig godt – kan de købes for 1.379 kr. Det er stadig relativt mange penge, men hvis du vil have den uovertrufne funktionalitet og den glimrende lydkvalitet ved samtaler, så er det prisen du må betale.
iNPUTs politik vedrørende anmeldelser: Vi tester altid produkterne grundigt – derfor er vi ikke nødvendigvis først med en test, til gengæld kan du være sikker på, at testen er udført så du kan stole på resultatet. Vores test er “real world” test, og selvom vi ofte har lavet forskellige målinger af produktet vil du sjældent finde lange lister over specifikationer og grafer over ydelse. I stedet skriver vi på dansk. Vi tager ALDRIG penge for at lave en anmeldelse, og vores anmeldelser er ikke betinget af annoncering.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Pris: 1.749 kr.
Apples nye AirPods er ikke de bedste når det kommer til lydkvalitet og designet er stadig tvivlsomt. Men hvis du vil have de bedste allround hovedtelefoner er der alligevel ingen vej udenom.