Det er ved at være en del år siden Apples iMac sidst fik en grundig overhaling på designet. Men når Apple så endelig gør det, så må man sige at de er grundige. De har sendt os den nye iMac 24″ som på stort set alle måder er en voldsom opgradering af den forrige 21″ iMac, som den afløser. Og lad mig bare afsløre det med det samme: Det er den lækreste all in one computer på markedet lige nu der ikke koster over 20.000 kr. og som er rettet til det private marked. Både på design, ydelse og funktioner er der virkelig guf i iMac i den nyeste version, men der er også et par minusser. De er bare ret små. Men lad os kigge på designet først.
En helt anden fisk… Apples egen processor, kaldet M1, giver en bunke på ydelsen (det kommer vi tilbage til) men den giver også mulighed for at bygge computere der ser noget anderledes ud end hvad vi har set før. Og det viser iMac 24″, for når man pakker kassen ud må man overgive sig – jeg tror, det her er det, iMac altid har skullet være; den ligner nærmest en giga iPad Pro på en fod, og det giver da også god mening, nu hvor den nye iPad Pro har fået samme processor som iMac’en. (Vi har en anmeldelse af iPad pro klar til dig i morgen, i øvrigt.) Selve maskinen er 11,5 mm tyk – og helt flad – hvilket må siges at være ganske imponerende. I hvert fald er det den tyndeste All in One maskine jeg har set til en pris der starter ved under 12.000 kr.
iMac kommer nu i bunker af farver. Det er for så vidt lækkert at folk får masser af valgmuligheder – Apple har sendt den grønne til os til test – men i praksis tør jeg godt forudsige, at det bliver sølvudgaven, der kommer til at blive solgt langt flest af. Hvilket selvfølgelig er helt logisk; vælger man en farve hænger man på den, også selv om man skifter farve på væggen der så clasher med ens iMac. Det kan undre, at der ikke er kommet en version i Space Grey, men det giver måske mening hvis man overvejer muligheden for, at Apple senere lancerer en iMac Pro i Space Grey. (Og det kommer de 100% til at gøre…)
Vælger du en farve, fortsætter konsekvenserne af dit valg – også ned på tastatur og mus, der begge er farvet i samme farve. Eller rettere – taster på tastaturet og overflade på musen er stadig hvidt, hvilket falder fint i tråd med designet på iMac’en selv. De lidt pastelagtige farver fungerer fint på både tastatur og mus, og er så tilpas afdæmpet at man ikke bliver skræmt – ligesom i øvrigt farverne på selve iMac’en.
Selv 3D spil håndterer den nye iMac – med stil. Kanten af iMac 24″ er nærmest utroligt tynd. Hvis man kigger på rygterne fra tidligere , så kunne man have troet, at Apple ville droppe den tykke del af rammen under skærmen – men det skete så ikke. Alt efter hvilken farve du har købt din version i, er der her placeret en ganske tyk omgang højttaler. Om man kan lide designet eller ej er, som sædvanlig, en smagssag. Men der er en god grund til den tykke “hage” på iMac 24″ – det kommer jeg tilbage til.
Lækker skærm har den helt rigtige størrelse Den forrige generation af den “lille” iMac var 21,5″. Dagens standard for computerskærme er betydeligt større end det, og det har Apple taget konsekvensen af med iMac 24″. De 24 tommer er nærmest den perfekte størrelse til de fleste hjemmekontor-skriveborde; ikke for stor, ikke for lille. Samtidig har Apple skrumpet kanterne rundt langs skærmen så de nu virker betydeligt mere diskrete – og faktisk er størrelsen på hele maskinen nogenlunde den samme som på den gamle 21,5″ udgave. Tilsammen giver det en fantastisk maskine i en næsten perfekt indpakning. Det eneste minus er, at man har på fornemmelsen at Apple har mere i ærmet og at M1 giver mulighed for endnu mere vanvittigt design lige om lidt.
Skærmen selv er der ikke så meget nyt at sige om – den er stadig ganske imponerende, men Apples iMac skærme har altid været ret gode. Den nye iMac har stadig “kun” 500 nits lysstyrke, hvilket nogen vil mene er i underkanten. I praksis synes jeg dog ikke det er et problem på nogen måder. Der er stadig P3 wide colour understøttelse og skærmen viser 11,3 mio. pixler. Det er glimrende på stort set alle måder.
M1 slår til igen M1 er navnet på Apples nye processor. Og ligesom de gør på iOS, så bliver den nu brugt i en hel bunke forskellige produkter. Jeg har tidligere anmeldt både Mac mini og MacBook Air med M1, og med iMac får processoren et nyt hjem at slå sig løs i – og det vilde er, at jeg igen er imponeret af ydelsen. Til hverdag bruger jeg en Core i9 macBook Pro med dedikeret grafikkort – men den er ikke hurtigere end den nye iMac, på trods af, at den koster næsten 3 gange så meget. Det er ret sindssygt.
I hverdagen vil ydelsen på iMac 24″ være nok til… Alle. Eller i hvert fald alle, der ikke har brug for at redigere mere end en enkelt 6K stream eller spille de allernyeste 3D spil (som alligevel ikke rigtigt findes til Mac – endnu.) Bruger man Photoshop, Word og alle de andre apps vil man til stadighed være imponeret over, hvor ekstremt hurtige de programmer er blevet. Det er naturligvis langt fra alle apps der er opgraderet til at understøtte M1, derfor har Apple udviklet deres Rosetta 2, som – efter min bedste overbevisning – er den mest effektive “oversætter” nogensinde lavet. Eksempelvis ret tunge 3D spil som kører på Rosetta 2 kører stadig betydeligt bedre på den nye iMac end de gjorde på forrige generation med dens Intel processor og integrerede chip.
Mine målinger på iMac 24″ ser sådan ud:
Sammenligner vi det med resultatet fra vores test af MacBook Pro 16″ – med en Core i9 processor – så er det nærmest endnu vildere:
Med andre ord; tallene taler for sig selv. Igen. M1 er en vinder, og Apple har helt klart gjort det rigtige ved at skifte fra Intels processorer.
Kun USB-C Som det efterhånden er blevet standard for Apple (og efterhånden også flere af de andre), så er der sparet på antallet af indgange; den forrige generation af “små” iMacs havde både USB-C og A, samt en kortlæser siddende på bagsiden af computeren. Den nye version har udelukkende 4 USB-C porte. De to af dem understøtter Thunderbolt, men ligesom med de tidligere udgaver af Macs med den nye M1 processor, så understøtter de to thunderbolt porte “kun” enten en enkelt 6K display – men eftersom der sidder et 4,5K display på Mac’en i forvejen tror jeg, de fleste vil være godt tilfreds med den mulighed.
Generelt synes jeg ikke, det er et problem – jeg har allerede skiftet stort set alt udstyr ud til USB-C, og hvis det endelig er, at man har noget USB-A udstyr eller et SD kort man gerne vil bruge, koster det ikke supermange basseører at købe en adaptor eller en ledning der kan klare opgaven. For langt de fleste vil jeg dog vurdere, at der ikke er brug for mere end de fire USB-C indgange på bagsiden af iMac.
Små, men vigtige begrænsninger Apple er efterhånden gået helt og aldeles væk fra ideen om, at man selv skal kunne opgradere noget som helst i deres produkter, inklusiv Macs – som ellers var den sidste bastion. Nu er alt loddet fast på bundkortet og samlet i få, men effektive chips. Det betyder at du skal tænke dig godt om, før du trykker på “køb”; valget står lige nu imellem to grundkonfigurationer; M1 med 7 grafikkerner og M1 med 8 grafikkerner. Den “store” version har derudover også 4 USB-C porte – to USB-C version 3.0 udover de to USB-C 4/Thunderbolt porte. Og så er der gigabit ethernetkabel bygget ind i selve strømforsyningen også, ligesom der følger Touch-ID med, bygget ind i tastaturet (det kommer jeg tilbage til). Forskellen på de to maskiner er ca. 1.700 kr. og det mener jeg afgjort er en fornuftig investering. Værre bliver det så med opgraderingen til den 3. standardmodel, der kommer med 512GB SSD i stedet for de “normale” 256GB – der er prisforskellen nemlig yderligere 1.800 kr., nemlig 14.999 kr. inklusiv moms. Det er en grundigt dyr maskine for de fleste – og faktisk ville jeg i stedet foreslå at vælge den midterste model, men så bruge pengene på 8GB ekstra RAM, hvilket bringer maskinen op på 16GB. Selv om man i hverdagen sagtens kan leve med 8GB – fordi M1 processoren er så uhyggeligt effektiv – så er de 16GB en fremtidssikring på en anden måde end en større SSD. Du kan altid købe en hurtig SSD og koble på en af de fire porte – så får du stort set samme hastighed fra den som fra den indbyggede disk, og du får mange flere gigabyte for pengene.
I hvert fald skal du altså træffe alle beslutningerne på forhånd – for der er ikke mange muligheder for at ændre på tingenes tilstand når du først har trykket “betal”.
“Det bedste alting i en Mac nogensinde” Apple elsker at fortælle os, at deres nye produkter er de bedste, de nogensinde har bygget. Det er jo også en ret let ting at bevise, og Apple gider ikke nedværdige sig til at sammenligne med andre producenter, for de ved godt, at deres kunder alligevel vil købe en Mac, så der er ikke så meget grund til at slå på PC-folket. Det betyder, at hvis man vil se, hvad der har forbedret sig i et nyt Apple produkt, så kan man kigge ned over produktsiden og se, hvor der står “det bedste nogensinde i en Mac”. Og på den nye iMac står det ud for stort set alle punkter – og når man så har maskinen i hånden må man krybe til korset og indrømme, at Apples formulering er ganske rammende; der ER virkelig meget, der er bedre denne gang. For eksempel er jeg blæst helt bagover af, hvor gode højttalerne i iMac er blevet – på trods af den tynde formfaktor. Jeg har en Sonos Play 5 stående i samme rum som den testede iMac, og skal jeg være helt ærlig er det nærmest svært at høre forskel. Det er vanvittigt. Samtidig understøtter maskinen Dolby Atmos, hvilket betyder endnu bedre lyd på især film og spil. Jeg har endnu ikke haft tid til at teste de nye Apple Music formater på maskinen – men mit gæt er, at du har en fuldblods musikmaskine når de kommer.
Også både kamera og mikrofon har fået en gevaldig overhaling og i disse “lad os tage mødet på Teams”-tider må man sige at det er et gennemtænkt valg fra Apples side at opdatere netop disse ting nu. Og det er helt tydeligt at møderne er løftet i kvalitet – især gør mikrofonen en kæmpe forskel for dem i den anden ende har jeg ladet mig fortælle. Kameraet leverer nu 1080p opløsning og der er tre mikrofoner der samler din stemme op – og som sagt gør det altså den ellers ganske sørgelige affære et online møde kan være, en smule mindre sørgeligt.
Skal, skal ikke? iMac 24″ med M1 processor er en decideret vanvittig blanding af godt design og fantastisk ydelse og den helt perfekte computer til familien der i forvejen elsker Mac. Men er du til Windows kan du ikke, som det var muligt før, købe en iMac og installere Windows på den, og der kan være nogen der hopper af på den konto. Og så er der de professionelle; jeg tror fint at iMac i den nye version vil kunne gøre det ud for den frække computer i en frisørsalon eller på en cafe – men til gengæld tror jeg, de der arbejder med intens grafik sidder og venter på, at der kommer en iMac Pro. Og bare rolig – det gør der. Med M2 processor, eller hvad Apple nu vælger at kalde den. Og når den kommer, vil det være den perfekte maskine til netop videoredigering i 6K med flere streams – og tung billedbehandling. Men indtil da er iMac 24″ et rigtigt godt bud på en lækker maskine til resten af os. Også selv om den koster fra 11.500 kr…
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Pris: Fra 11.499 kr. iMac 24" fra Apple leverer på alle de parametre det kan forventes; design, ydelse og funktionalitet er i top. Den perfekte computer til familien.